Skal børn kunne fungere som donorer for søskende og i givet fald fra hvilken alder? Hvem skal afgøre det? I virkelighedens verden sker det allerede. 70 børn har de seneste 10 år været donorer af knoglemarv til søskende med leukæmi. For de helt små børn er det indlysende nok forældrene, der alene tager afgørelsen, mens større børn risikerer at komme under pres for at medvirke. Ifølge Det Etiske Råd og Børnerådet er det en overtrædelse af lovgivningen, fordi man skal informeres og give samtykke. Det sidste er jo i hvert fald etårige børn ude af stand til.

I praksis træffer forældrene nok som oftest beslutningen, og som de to råd anfører, er det i strid med både FN's Børnekonvention og Europarådets bioetik-konvention. Den danske lovgivning om "udtagelse af menneskeligt væv" er fra 1967, og dengang handlede det om, hvornår man kunne give samtykke til for eksempel nyretransplantationer. Det hedder her specifikt, at man ikke må udtage ikke-gendanneligt væv fra en person under 18 år, heller ikke selvom personen giver samtykke til det. Siden er der sket meget på det biomedicinske område, og når det overhovedet er aktuelt at udtage knoglemarv fra mindreårige, skyldes det, at dette væv gendannes. Derfor er det heller ikke svært at forstå, at forældre med et kræftsygt barn ønsker en transplantation fra barnets bror eller søster. Det er en byrde at skulle træffe sådan et valg, og flertallet i Det Etiske Råd og Børnerådet vil gerne lette forældrene for denne byrde ved at lade en "uvildig godkendelsesinstans" træde til. Den gode Moder Stat skal med andre ord sikre barnets tarv.