DEBAT: Biskopper udtaler sig hver for sig i øst og i vest

Hvem er det, der på det overordnede plan uden tøven må træde i karakter?

Der er ikke andre at få øje på end biskopperne, som har de fornødne "værktøjer".

DE MÅ FORLADE den opfattelse, at deres opgaver hver for sig – som det er blevet fremstillet – kan sammenlignes med en administrativ kontorchefs, indskrænket i det væsentlige til at beskæftige sig med hver deres stift. Det er måske deres formelle kompetence, men den har intet at gøre med deres mulighed for den meget større indflydelse, som de i kraft af den tillid, som de tilsammen nyder, kan få, og som kan udmøntes gennem et hensigtsmæssigt og mere omfattende samarbejde på landsplan.

Det kræver fleksibilitet hos den enkelte, der må reducere eget ego og opgive at udstille særstandpunkter, der ikke kan opnå bred tilslutning. Måske skulle biskopperne uden at miste tilknytning til et stift vælges på landsplan og alene af menighedsrådsformændene.

Tror man for eksempel mod enige biskopper, at nogen – herunder Kirkeministeriet – ville gennemføre den bureaukratiske ordning for folkekirken, som nu er langt henne med at ødelægge det lokale arbejde? Tror man, at en enig bispeforsamling ville være uden indflydelse på bevarelsen af for eksempel konfirmationsundervisningen om morgenen? Tror man, at denne forsamlings enighed ville være uden indflydelse på politikeres manglende forståelse af, at samfundet udsættes for store risici, hvis den verdslige stat undlader effektivt at støtte kirken?

Som det er nu, hvor biskopperne hver for sig udtaler sig i øst og vest, fremstår folkekirken som et skib uden fastsat kurs. Hvem kan forventes at tage hensyn til sådan utilregnelighed? Hvem ville imod en fælles holdning hos biskopperne flytte efteruddannelse af præster fra det traditionsrige Løgumkloster, som indbyder til øget engagement?

Der vil selvfølgelig være kræfter, der vil besværge sådanne ændringer som et tilløb til en bispekirke. De kan ignoreres. De vil ingen fornyelse.

Biskoppernes fælles hurtige indsats imod bureaukratiseringen vil møde modstand fra Landsforeningen af Menighedsråd, der fører sig frem, som om den havde folkeligt mandat og er en integreret del af kirken. Hvordan ville nogen myndighed uden foreningens accept kunne drømme om dette bureaukrati i forhold til det lokale arbejde? Bureaukratiet er jo foreningens eksistensberettigelse.

Foreningen må nedlægges, og hvis der er behov for det, må der etableres en sekretariatsassistance til provstiudvalg og stiftsråd, som samler de folkevalgtes indflydelse op.

Jens Smedegaard Andersen,

forhenværende dommer,

Sofievej 9, Hellerup