Jannie Schiødt Kold |
12. oktober 2010
På bare et år er antallet af internetbrugere i alderen 60 til 69 år steget med 26 procent. De ældre bruger især de sociale medier
Andelen af mennesker mellem 60 og 69 år, der er på nettet, er i voldsom vækst. Hele 78 procent i aldersgruppen er aktive på nettet i dag, og i brugertal er det en stigning på 26 procent i forhold til sidste år.
Målingen, som er foretaget af Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM) for Kristeligt Dagblad, viser desuden, at tidsforbruget i den samme aldersgruppe er steget med 45 procent på et år, så de 60-69-årige nu i gennemsnit bruger 27 timer om måneden på nettet. Det er især sociale medier som Facebook og spilleklubber som ugebladet Hjemmets, der mærker fremgangen og det øgede tidsforbrug blandt de ældre internetbrugere.
"De ældre bliver yngre på Facebook, forstået på den måde at de på de sociale medier ikke følger de gængse fordomme om, hvordan ældre gebærder sig. De bruger applikationer (programmer, der kan sendes til andre, red.), quizzer på livet løs og sender hinanden hjerter. De er ekstremt aktive," forklarer konsulent Mikael Lemberg, der lever af at analysere befolkningens adfærd på Facebook.
I 2009 havde 9 procent af befolkningen over 55 år en profil på Facebook, og det tal er vokset til 15 procent i år.
De ældre brugere har en familiær adfærd på Facebook, hvor de følger deres venners børn og skriver med børnebørnene, og samtidig er de meget aktive med spil-applikationerne. Også på ugebladet Hjemmets hjemmeside, der ifølge undersøgelsen fra FDIM har den største andel brugere i Danmark af personer over 60 år, nemlig hele 43 procent af det samlede brugertal, oplever man den sociale spilleglæde. Her spiller de ældre brugere bingo og jackpot, alt imens de deltager i daglige konkurrencer og opbygger venskaber med hinanden.
"De 21.000 medlemmer har hver deres profil, og de bruger forholdsvis lang tid på at chatte med hinanden," forklarer Hjemmets chefredaktør Bjarne Ravnsted og tilføjer, at halvdelen af spilleklubbens medlemmer er mellem 60 og 70 år.
Målingen fra FDIM viser desuden, at der ikke er fremgang at spore på nettet blandt de 50-59-årige. Hele 93 procent af dem gjorde sidste år brug af internetmedierne og gør det stadig. Til gengæld vokser andelen af brugere over 70 år på nettet og er nu oppe på 38 procent.
seniorliv@k.dk