Lis M. Frederiksen |
12. oktober 2010
Der er et virvar af hjælpemidler, der kan hjælpe ældre og gangbesværede. Nogle kan man få af kommunen, mens man selv må købe andre
Kære Lis M.Vi er netop kommet hjem efter et møde i en demensgruppe, der er under opstart.
Man var noget famlende over for, hvordan tingene kunne gribes an, så flere mennesker vil deltage, og jeg tillod mig at rejse nogle praktiske spørgsmål - blandt andet om den elektriske døråbner. Den har jeg læst om i en artikel i Kristeligt Dagblad i foråret, hvor en ældre kvinde fortalte om, at hun med en fjernbetjening kunne åbne og lukke yderdøren, når der kom besøg.
Mit spørgsmål i demensgruppen vandt gehør, fordi vi jo alle føler os mest trygge, når vi ved, om vi er ene i eget hus.
Jeg tror, at det at åbne/lukke døre i forbindelse med hjemmehjælp om aftenen er noget, der virkelig interesserer - især nu, hvor der er mørke aftener, og man måske ikke vil have en nøglekasse monteret på huset. Det er aktuelt for alle, der modtager hjemmehjælp eller bare er ganske almindeligt gangbesværede eller handicappede.
Jeg har googlet døråbnere, men vil gerne vide, hvordan de virker - ud over fremstillingen i salgsmaterialet - samt priser på samme.
Bedste hilsener
Lisbeth
Kære Lisbeth
Det var da en god idée at tale om noget praktisk og jordnært som automatiske døråbnere, når I nu var gået lidt i stå i jeres demensgruppe. Trygheden ved at vide, at dørene til ens hjem er lukket forsvarligt ,betyder meget for mange mennesker, uden tvivl mere og mere, jo ældre man bliver.
Kræfterne og hurtigheden er som bekendt ikke, hvad de har været, og derfor kan det tage længere tid at nå frem til døre og lukke op, når det ringer på.
Hvis du er interesseret i at få installeret en automatisk døråbner, skal du starte med at spørge din egen kommune, om du kan få bevilget en automatisk døråbner. Hvis man har hjemmehjælp, vil det være naturligt at spørge, om vedkommende kan hjælpe en med at undersøge det eller med at få kontakt til den rigtige person i din kommune. De er ret dyre, sådan nogle fjernbetjente døråbnere, så det er værd at forsøge til at starte med.
Hvis du gerne selv vil undersøge, hvilke muligheder, der findes på markedet, vil jeg anbefale, at du henvender dig til Hjælpemiddelinstituttet, HMI, som er en selvejende institution under Socialministeriet.
Alle deres produkter er godkendte efter danske normer. På hjemmesiden fremgår det af den såkaldte Hjælpemiddelbase, at de har oplysninger om 46.758 hjælpemidler, og jeg fandt frem til 29 automatiske døråbnere. De egner sig til forskellige typer af døre, så man skal se sig godt for.
Heldigvis er der en telefonkontakt i Hjælpemiddelinstituttet, hvor man altid kan ringe for at få vejledning. Kontaktpersonen hedder Klaus Svane Olsen på telefon 41 91 81 67 eller på
www.hmi-basen.dk.
Du spørger også, hvordan en automatisk døråbner virker. Min egen viden stammer fra en nu afdød kræftsyg veninde.
Hun gik meget dårligt gennem lang tid og skulle hele tiden lukke hjælpere ud og ind af sit rækkehus.
Det foregik ved hjælp af en lille, enkel fjernbetjening, som hun havde hængende i en strop om halsen, så den altid var inden for rækkevidde.
Det var snildt og virkede perfekt både for hende selv, for hjemmehjælperne og for os, der besøgte hende. Mon ikke, det er noget i den retning, du tænker på?
Held og lykke med at få startet jeres demensgruppe. Jeg forstår godt, det kan være svært at komme i gang.
Men I kan uden tvivl hente hjælp hos Alzheimerforeningen, som har et medlemsblad, "Magasinet Demens", og en telefonrådgivning, "Demenslinjen".
Det er en forening for alle med interesse for demens, private som offentlige, og telefonnummeret er 58 50 58 50; eller læs mere på
www.alzheimer.dk.
Med venlig hilsen
Lis M.