12. oktober 2010
Fem psykiatrisk afdelinger er udvalgt til at teste nye metoder, der skal forbedre behandlingen af psykisk syge, give mindre tvang og bedre behandling
sker der, hvis man indlægger psykiatriske patienter med ens diagnoser på samme afsnit og uddanner personalet til at tage sig særligt af dem? Eller sætter gang i motion på en psykiatrisk afdeling, der ikke kun får tiden til at gå, men også kan virke som en del af behandlingen?
Fem forskellige sygehuse har netop fået penge til at teste nye muligheder for behandlingen af psykisk syge på landets sygehuse. Det sker samtidig med, at mange psykiatriske afdelinger er under pres fra besparelser, og behandlingen af psykisk syge fra flere sider er blevet kritiseret for at være alt for dårlig og underprioriteret i det danske sundhedsvæsen.
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) håber, at erfaringerne fra projekterne kan bruges til at give alle landets psykiatriske afdelinger et løft.
"Jeg tror på, at man med forholdsvis få ændringer på afdelingerne vil kunne opnå rigtig gode resultater, som først og fremmest kommer patienterne til gode, men som også vil være positive for de pårørende og personalet", siger Bertel Haarder i en kommentar.
Flere af projekterne vil gerne opnå mindre tvang over for psykiatriske patienter.
"Det er blandt andet fokus på konflikthåndtering og eftersamtaler, så personalet kan forebygge, men også blive bedre til at forstå, hvorfor en situation udviklede sig, så de var nødt til at bruge tvang, og hvad der kan gøres for at undgå det næste gang", siger Sille Arildsen, projektleder i Sundhedsstyrelsen.