KRONIK: Madbørser som bidrag til kampen mod fattigdom

Jeg havde i foråret mulighed for at besøge fire forskellige madbørser i tre forskellige tyske byer, Hannover, Hamborg og Ahrensburg, to store med flere end 100 frivillige og tilsvarende store logistiske opgaver og to små med kun fire-fem frivillige. Alle besøgte steder blev jeg slået af den store begejstring og det store engagement, de frivillige udstrålede. Ingen af dem lod til at være et øjeblik i tvivl om, at deres store indsats virkelig gjorde en forskel. Det omfattende frivillige arbejde i forbindelse med madbørsprojektet strækker sig over mange forskellige opgaver, der appellerer til vidt forskellige profiler.

Strategerne blandt de interesserede, ofte med gode kontakter til erhvervslivet, tager sig af den regelmæssige kontakt til supermarkederne, alle store tyske dagligvarekæder såsom Aldi og Lidl, for blot at nævne nogle af de også i Danmark kendte kæder, er med i madbørsordningen. I denne gruppe findes også dem, der plejer kontakt til sponsorerne, om det så er Mercedes, der stiller varebiler til rådighed på gode betingelser, eller firmaer i nærmiljøet, der støtter med udstyr til indretning.

De mere praktisk orienterede kan bruge deres talenter, når varerne hentes, sorteres, lægges frem og uddeles. Som oftest er de frivillige medlem af den lokale madbørsforening, sjældnere af en kirkelig organisation, som så igen er medlem af en overordnet forening på landsplan, der står for samarbejdsaftalerne med supermarkederne, koordinerer den lokale indsats og hjælper med at finde sponsorer og rådgive ved oprettelsen af nye madbørser.

Sammensætningen af de frivillige spænder så vidt, at man virkelig forundres over den folkelige bredde i dette fænomen - tilsyneladende helt uden at der opstår nogen nævneværdige gnidninger mellem de strategiske hoveder med store stillinger inden for kommuner og erhvervsliv og de mange, der arbejder på gulvplan med de helt praktiske opgaver. Alt afhængigt af lokalsamfundets karakter er der flere steder en del indvandrere, der har fået øje på projektet, om det så er som brugere eller som frivillige, så det også har en integrativ karakter.

Køerne foran udleveringsstederne er lange. Det er naturligvis en tvivlsom succes, al den stund disse køer understreger behovet for en større strukturel kamp mod fattigdom sideløbende med, at man prøver at lindre dens værste følger. Men det er helt tydeligt, at behovet er stort. Flertallet af de ventende er kontanthjælpsmodtagere, en ganske broget flok af kvinder og mænd, indfødte såvel som indvandrere.

Set med danske øjne skulle man forvente, at folk havde det dårligt ved at stå og vente sådan - men det modsatte er tilfældet: Ofte kommer folk mere end en time før uddelingen, fordi de samtidig møder venner og bekendte, og snakken går livligt. Som regel betaler folk en 10?er for at være berettiget til at modtage madvarer, der ofte svarer til en værdi af flere hundrede kroner - noget, som virkelig kan mærkes på et stramt budget.

Varerne er pæne og indbydende, dog med årstidsbetingede pudsigheder som for eksempel hundredvis af chokolademænd til påske. Uddelingen foretages efter et sindrigt rotationsprincip, så alle brugere får fornøjelsen af at være de første i et vist interval. I virkeligheden er det nemlig misvisende at tale om en egentlig uddeling, for brugerne er selv med til at sammensætte deres varekurv efter deres individuelle behov og ønsker, som man i meget vid udstrækning prøver at tage hensyn til. Måske er det derfor, stemningen ved uddelingen nærmest virker venskabelig - uanset om det drejer sig om et af de store eller et af de små uddelingssteder.

Visse steder er maduddelingen blevet suppleret med andre tiltag såsom socialrådgivning eller madlavningskurser og udgivelse af kogebøger med devisen "Enkelt, lækkert og billigt".

De frivillige er meget bevidste om, at deres indsats kunne misbruges til at fastholde fattigdommen frem for at bekæmpe den. Men for dem er løsningen af et akut problem det altafgørende– kontanthjælpen slår kun til, når der ikke optræder ekstraordinære udgifter, og det kan hurtigt ske - samtidig med at der skabes en folkelig bevidsthed om, at der vitterlig er et problem.

Tingbjerg Kirke har fra den 1. september 2010 skiftet status til diakonikirke. Som de fleste vil vide, har kirken været igennem et turbulent år, der kunne knække halsen på enhver. Men den er stadig fuld af livskraft og gåpåmod. Et af de nye initiativer i støbeskeen er netop tanken om etablering af en madbørs i vores nyetablerede Diakoniens Hus, den tidligere præstebolig. Desværre er der alt for mange fattige i en bydel som Tingbjerg. Erfaringen viser, at ægte nød hverken kender til religion eller etnicitet. Derfor kunne projektet yderligere være med til at nedbryde barrierer og styrke det folkelige fællesskab på tværs i en trængt bydel.

Der er brug for mange gode kræfter til at tackle denne opgave. Første kontakter er knyttet til forbrugerbevægelsen "Stop spild af mad" og dens formand, Selina Juul. Andre kan komme til.

Der er mange, der har haft en mening om tilstandene i Tingbjerg i efteråret 2009. Måske er der nogle af dem, der sad i Tingbjerg Kirke den sidste søndag i oktober sidste år, eller som på anden vis gav udtryk for sympati og støtte for kirken og bydelen, som nu også er villige til at give en hånd med ved etableringen af et nyt spændende diakoniprojekt, som på længere sigt tænkes at blive bredt ud til andre interesserede bydele og byer?

Madbørsprojektet afskaffer ikke fattigdommen, men kan være med til at lindre dens værste følger, skabe opmærksomhed om hele problematikken, virke integrerende og være med til at vende tilbage til en anderledes nænsom omgang med madvarer generelt.

Ulrich Vogel er sognepræst ved Tingbjerg Kirke, ph.d. og formand for Københavns stiftsudvalg for diakoni