Vi kan bekæmpe islamismen, ikke ondskaben

"Jeg kritiserede udelukkende en tekst, Koranen, og en praksis, islamismen. Det er hverken racistisk eller islamofobisk, et udtryk som i øvrigt er opstået under ayatollah Khomeini for at stigmatisere modstanderne af den islamiske totalitarisme."

"I modsætning til evangeliet er Koranen ikke kun et åndeligt, men også et politisk projekt, et samfundsprojekt. Derfor er det vigtigt at stille spørgsmålet om islams grænser og pligter i de vestlige samfund. Men islamkritikken skal kædes sammen med islams rettigheder og pligter, og her er det vigtigt at slå fast, at islam har samme rettigheder, men også samme grænser som andre religioner i de vestlige samfund."

"Frankrig tæller fem millioner muslimer. Og de vil hverken forlade Frankrig eller holde op med at være muslimer. Derfor er den store udfordring i at favorisere en nylæsning af Koranen, så den bliver bestyrket i sin åndelige dimension i stedet for den ideologiske."

"Islam som politisk ideologi blev for alvor udviklet i det 19. århundrede, som netop var ideologiernes århundrede. Koranen tillader en totalitær samfundsform, men islam har også haft sin "oplysningsperiode" i middelalderen, hvor islam var synonym med en stor civilisation. Det er denne tradition, som vi skal have frem igen. Og den nye læsning af Koranen er i fuld gang takket være muslimske tænkere i blandt andet Frankrig. Jeg er overbevist om, at islamkritikken har medvirket til denne udvikling, som gør det muligt at skelne mellem islam og islamisme," siger Robert Redeker. der har måttet opgive sit job som gymnasielærer i filosofi og tvivler på, at han nogensinde kommer til at undervise igen.

I stedet er han nu ansat ved det statslige franske forskningsinstitut CNRS, hvor han fortsætter sin forfattervirksomhed, som i vid udstrækning har beskæftiget sig med det moderne menneskes forhold til kroppen.

I sin seneste bog, "Egobody", som netop er udkommet, beskriver han, hvordan det moderne menneske har gjort kroppen til sin sjæl og kappet de tove, der forbandt den enkelte med fællesskabet.

Men det påtvungne eksil under jorden har også påvirket Redekers menneskesyn.

"Jeg vil ikke sige, at jeg har været heldig at blive udsat for dødstrusler og tvunget til at gå under jorden. Men store ulykker ansporer til en dybere intellektuel og åndelig udvikling, og mine erfaringer efter kronikken har påvirket min tænkning og hele mit verdens- og menneskesyn. Jeg er i stigende grad blevet optaget af ondskaben som et specifikt menneskeligt fænomen. Ingen andre levende væsner kan være decideret onde. Blottet for medfølelse og i stand til at dræbe, javist, men ikke med ondskaben som drivkraft."

"Ondskaben er heller ikke til at få has på. Den er et tilbagevendende fænomen i historien, et af de konstante elementer igennem tiderne. Vi tror, at nu må vi have lært af historien og oplevet det sidste folkemord. Og straks kommer der et nyt. Ondskaben genfødes igen og igen igennem historien."

"Sædvanligvis forklares sådanne begivenheder med historiske, sociologiske og økonomiske forhold. Det er arven efter den materialistiske historieforståelse. Jeg arbejder netop på en bog om pacifismen, hvor en af konklusionerne er, at pacifismen er ude af stand til at erkende denne ondskab og derfor også i vid udstrækning går galt i byen."

"Min pointe er, at ondskaben er uadskillelig fra menneskets væsen af den enkle grund, at ondskab er et resultat af og et udtryk for arvesynden. Mange ateistiske tænkere, med Voltaire i spidsen, har set denne ondskab som beviset for, at Gud ikke eksisterer – hvis han gjorde, ville han ikke tillade ondskaben. Jeg mener omvendt, at ondskaben er et tegn på, at Gud findes, netop fordi den er et resultat af arvesynden. Men ingen tager jo heller arvesynden alvorligt længere," siger Redeker.

Han mener ikke, at dette er et fatalistisk synspunkt, som gør modstanden mod islamismen som politisk ideologi nytteløs.

"Man både kan og skal bekæmpe islamismen og ethvert andet udtryk for barbariet. Og jeg er overbevist om, at det vil lykkes. Islamismen har ikke en jordisk chance for at opnå den globale totalitære dominans, islamisterne og Ghadaffi fabler om for eksempel med sine provokerende udtalelser om, at om 50 år vil Europa være et muslimsk kontinent. Hvis ikke islam tilpasser sig det moderne, demokratiske samfund, vil islam uddø," siger han.

"Men det er vigtigt at holde sig for øje, at islamismen blot er det seneste udslag af totalitarismen og dermed af ondskaben. Den islamiske totalitarisme skal bekæmpes. Men det er ikke den sidste form for totalitarisme. Der vil komme andre. Ondskaben forsvinder ikke."

bpedersen@k.dk