Jeg må lige sige at det kunne de have gjort noget ved for mange år siden.Jeg er selv et tvangsfjernet barn og har lidt under det hele min tilværelse,da jeg var barn fik vi ikke lov til at være sammen mere end hver 6 weekend.Vores sammenhold som søskende er lig nul da alt er blevet ødelagt i vores barndom,så jeg mener det er lidt sent at komme med.Men det er bare så nemt at lave regler,de tænker ikke på de gældende børn.Jeg er bitter over den måde de behandler tvangsfjernede børn på og ser med meget skeptiske øjne på plejeforældre og de regler der er i dag

Problematikken omkring tvangsfjernelse af børn er stor og der ligger et meget stort ansvsar hos de sociale myndigheder, der skal træffe afgørelse om at tvangsfjerne eller undlade at gøre det.

Nogle gange kan man synes, at der fjernes for mange og i andre tilfælde kan man undre sig over, at nogle børn ikke bliver fjernet, fordi forholdene er så elendige, at der er tale om grov omsorgssvigt. Men som hovedregel bør man søge at løse problemerne inden for hjemmets vægge.

Kommunerne skal i højere grad løse truede børns problemer i familien frem for at tvangsfjerne dem. Alt for mange kommuner svigter i dag både børnene og familierne, når de tvangsfjerner børn. Kommunerne glemmer nemlig at undersøge årsagerne til barnets mistrivsel, og om der findes andre løsninger end at fjerne barnet fra hjemmet.

Kristendemokraterne fik i 2003 et folketingsflertal uden om regeringen til at støtte et forslag, der betyder, at kommunerne i langt højere grad skal finde andre løsninger end tvangsfjernelser, når de hjælper truede børn. Over halvdelen af kommunerne foretog på det tidspunkt ikke den lovpligtige undersøgelse af det truede barns forhold. En undersøgelse, der fortæller kommunen, hvilke problemer, der er i familien, og om der er ressourcer i det nære miljø, for eksempel hos bedsteforældre eller spejderledere, der kan være med til at løse dem. Det blev bedre efter 2003, men det er stadig ikke godt nok!

Problemerne skal løses i familierne, hvis det er muligt. Ikke for at give forældrenes rettigheder over deres barn større vægt end barnets tarv, men fordi det faktisk er i barnets interesse, at kommunerne forsøger at holde sammen på familien. Vi ved, at børn anbragt uden for hjemmet har meget hårde odds senere i livet. De slipper aldrig den følelsesmæssige kontakt og fungerer derfor bedst, når der er en fornuftig kontakt. Selv i de tilfælde hvor en tvangsfjernelse er eneste holdbare løsning.

Stort set alle truede børns manglende trivsel bunder i forældrenes problemer, og det er ofte misbrugsproblemer. Derfor bør en del af løsningen være at hjælpe forældrene ud af misbruget.

Selvfølgelig er der familier, hvor tingene er kørt så meget i hårdknude, og hvor udsigterne til en forbedring af familiens tilstand er så ringe og så lange, at eneste rimelige løsning er at tvangsfjerne. Men før vi når så langt, må vi for barnets skyld have afsøgt alle andre muligheder - også for at vende den negative sociale arv til noget positivt.

Sagsbehandlere er stadig generelt for dårligt uddannet til at tage sig af tunge tvangsfjernelsessager. Derfor må deres uddannelse - og efteruddannelse - have et gevaldigt løft. Måske burde vi også overveje at samle familie- og børnesager på kontorer, der dækker et større område, som f.eks. barnevernskontorerne i Norge.”

Kommunerne har store faglige og økonomiske problemer med behandlingen af udsatte børn og unge. Kristendemokraterne mener, at hovedpunkterne må være inddragelse af familierne, tidligere indsats og færre anbringelser. Med tidlig indsats, mener jeg, at der bør sættes ind allerede under graviditeten. Kommunerne kender jo ofte de familier, hvor anbringelser kommer på tale og allerede under samtale hos jordemoder eller egen læge kan man gå ind og forebygge. Men jeg erkender, at det kræver et fagligt løft til sagsbehandlerne.

Kommunerne skal bruge den nære families og lokalsamfundets ressourcer i hjælpen til truede børn og unge.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
www.kd.dk/nederby