"Derfor fik fiskere heller ingen erstatning for opbragte både og heller ingen hæderspriser efterfølgende. Det syn på fiskernes motiver er udvisket i efterkrigens fortællinger om indsatsen," siger Sofie Lene Bak.

Mange danske jøder havde også med fuldmagt lagt deres ejendele, forretninger og ejendomme i hænderne på folk, som misligholdt aftalerne.

Der var ved besættelsens begyndelse tre grupper af danske jøder i Danmark: De gamle ærværdige familier, hvoraf nogles slægter kunne føres tilbage til 1600-tallet, de russiske jøder, der flygtede fra pogromer i Østeuropa fra 1880?erne og endelig statsløse jøder, blandt andet tyske landvæsenselever.

"Klasseskellene mellem grupperne i Danmark var ikke værre eller bedre end klasseskellene i Danmark som sådan på det tidspunkt, selvom det blandt danske jøder også handlede om graden af integration og religionsudøvelse. Men i Sverige blev den forstærket."

Danske jøder med penge, familie- eller forretningsforbindelser kunne frit bosætte sig i Sverige. Resten blev anbragt i forlægninger – lejre – og fik kun udbetalt begrænsede lommepenge. Ledende medlemmer af Mosaisk Troessamfund blev placeret i de bedre forlægninger, hvor forstanderen i lejren ikke ønskede jøder af lavere klasser.

Sofie Lene Bak understreger, at de svenske myndigheder – som endte med at betale hele gildet på i alt 50 millioner kroner (svarende til omkring en milliard kroner i dag) – gjorde, hvad de kunne for flygtningene. I løbet af 1943-44 bestod flygtningene også af danske modstandsfolk, danske kvinder med tyske kærester og danske nazister, der følte jorden brænde under sig.

Ifølge Sofie Lene Bak var eksilet en udløsende faktor for, at en sekularisering, der allerede var i gang i hele det danske samfund, tog fart i forlægningslejrene. I den første forvirring var det svært for eksempel at opretholde et kosherkøkken.

"Derfor blev ortodokse jøder indkvarteret i særlige forlægninger. I alt 240 pladser. Men hvor flygtningeadministrationen, som hurtigt blev overtaget af danskere, så på, om danske jøder ville arbejde om lørdagen, og om de angav at have haft et kosherkøkken i Danmark, så så overrabbineren fra den ultraortodokse Machsike Hadas sagen fra et religiøst-etisk perspektiv, og her krævedes også en vis standard i moralen.

"De personer, der henvises til Helsjön, (skal virkelig være) af en sådan støbning, at de passer ind i en ortodoks forlægning og kun sendes hertil, når de af trosmæssige årsager ikke kan trives andre steder. Vi mener i flere tilfælde at have fået sådanne mennesker hertil, der nærmest må betegnes som ?bundfald?," skrev Wolf S. Jacobsen.

Marcus Melchior, der senere blev overrabbiner for de danske jøder, havde under eksilet titel af præst og fik løn på linje med præsten for de andre danske flygtninge, Poul Borchsenius. Melchior rejste rundt mellem forlægningerne og holdt foredrag om jødedom, ikke mindst i de blandede forlægningslejre, hvor det iblandt murrede mellem jøder og ikke-jøder.

Ifølge Sofie Lene Bak så ville mange af de danske jøder nok i dag have fået diagnosen post traumatisk stress i forbindelse med eksilet. Der var ægteskaber, der blev opløst, promiskuitet i lejrene, forældre, der havde efterladt små børn i Danmark, og nogle, som havde ægtefæller i kz-lejre.

"Da det begyndte at gå op for de danske jøder, hvor omfattende et folkemord der havde udspillet sig, så var 'det jo ikke noget at tale om' at have været i eksil i Sverige. Deres oplevelser indgik i et lidelseshierarki, hvor de døde fra koncentrationslejrene stod øverst - det led de overlevende danske jøder fra Theresienstadt også under, fordi de trods alt havde overlevet. Men det gælder både de danske jøder i Sverige og de danske jøder i Theresienstadt, at frygten for deres liv var reel."

Hjemvendte til Danmark efter befrielsen kunne nu overrabbiner Marcus Melchior - dog først i 1954 - overrække to toraklokker til Københavns overborgmester og socialdirektøren. En tak for, at kommunens Socialtjeneste i 1943 havde reddet toraruller, sølvtøj og andre værdifulde jødiske effekter ud af synagogen. Tyskerne brugte synagogen som opsamlingsplads for de danske jøder, der blev fanget i 1943, og de havde i den sammenhæng spillet fodbold med synagogeforstanderens høje hatte. Ud over at opbevare alle de religiøse effekter i kælderen under en københavnsk kirke betalte Socialtjenesten også husleje for en række danske jøder, mens de var i Sverige, og for endnu flere sørgede de for opbevaring af indbo.

"Det var helt enestående i forhold til alle andre jøder i Europa. Det var også derfor, at de danske jøder ville hjem til Danmark, og blev meget nationale. I resten af Europa var der hverken erstatninger eller en bolig, og derfor blev emigrationen til USA og det senere Israel så stor."

Sekulariseringen af danske jøder fortsatte efter hjemkomsten. Nogle tvivlede på Guds eksistens efter holocaust, og endnu flere havde vænnet sig til at betragte deres jødiskhed som mere kulturel end religiøs.

I dag anslås det, at under fem procent af de cirka 2000 medlemmer af Mosaisk Troessamfund er ortodokse jøder.

benteclausen@k.dk

Ikke noget at tale om. Forfatter, ph.d. Sofie Lene Bak. Udgivet af Dansk Jødisk Museum. 250 sider. Pris: 290 kroner. Bogen udkommer i dag.