Når man er sin egen fortælling

"Jeg er ofte blevet mødt af den stereotype indstilling, at jeg må have haft en ulykkelig barndom, siden jeg kastede mig ud i porno. Men det var ikke det, det handlede om. At jeg valgte porno, var simpelthen, fordi det var det mest kontroversielle, jeg kunne begive mig ud i. Jeg havde et behov for at afsøge min identitet og afdække dens yderpunkter for ad den vej at blive klogere på, hvem jeg var, uafhængig af omverdenens forventninger," siger Sussi la Cour og tilføjer:

"Man skal ud for at komme hjem."

Dermed fremstår hun som en ekstrem repræsentant for en udvikling, der gennem de sidste par årtier har taget voldsom fart. Det handler om jagten på og legen med identiteten. Om skabelsen af den personlige fortælling.

"At identiteten er kommet på dagsordenen, er forholdsvist nyt. I 1960?erne begyndte man at beskæftige sig med identitetsspørgsmål. Derfra er interessen vokset voldsomt, blandt andet afspejlet i litteraturen gennem de seneste 10-20 år," siger Carsten René Jørgensen, professor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen "Identitet" fra 2009.

Ifølge forskeren skal nutidens identitetsjagt ses i lyset af, at de ydre rammer omkring mennesket er blevet svækket gennem det 20. århundrede. Traditionen, de store fortællinger – heriblandt kristendommen – og autoriteterne har mistet en stor del af deres kraft. Ind er i stedet kommet dyrkelsen af det autonome, frie og beslutningsstærke jeg-menneske, hvis livsopgave synes at være at skabe sig selv.

"For det moderne menneske er det blevet vigtigt at finde sin egen identitet som et holdepunkt. Fordi der ikke længere eksisterer de ydre rammer, der førhen skabte både mening, tryghed og forudsigelighed i et menneskes liv," siger Carsten René Jørgensen.

Han ser nutidens børneopdragelse som et konkret eksempel på, hvordan der tidligt i livet tages sigte mod dannelsen af den unikke identitet:

"Hvor socialiseringen af børn tidligere handlede om respekten for autoriteter og lydighed som en dyd, står vi i dag med en helt anderledes socialiseringspraksis. Nu er det blevet sådan, at langt de fleste forældre opdrager deres børn ud fra en demokratisk og forhandlingsorienteret tankegang. Børnene skal være særegne, og de skal frem for alt realisere sig selv. Ud af det mønster opstår tidstypiske spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvordan adskiller jeg mig fra andre? Hvordan gør jeg en forskel?".

Ordene vækker genklang på kirkekontoret ved Møllevangs Kirke i Århus. Her sidder menighedskoordinator Bibi Sandergaard flere gange om ugen og tager imod henvendelser fra borgere, som ønsker at skifte navn. Og modsat tidligere drejer det sig ikke kun om en vordende brud, der skal overtage gommens slægtsnavn. Med den reviderede navnelov fra 2006 fik identitets-legepladsen frie rammer. Omkring 4.000 danskere skifter årligt fornavn, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

"I dag er det ikke ualmindeligt, at jeg møder borgere, der ønsker at skifte enten for- eller efternavn. Det kan også dreje sig om, at man ved indgåelse af ægteskab vil bevare sit eget slægtsnavn – eller måske have tilføjet et navn, som man ellers ikke tidligere har benyttet. Der er ingen tvivl om, at vi i dag lægger en masse identitet i navnet," siger Bibi Sandergaard.

Men det er ikke kun på navneområdet, at vi har travlt med at påhæfte os tydelig identitet. Alt lige fra tatovører til nummerpladekontorer og numerologer oplever kronede dage, når mennesker fra alle samfundslag beder om at få rakt nye identitetsmarkører over disken.

"Legen med identitet er blevet hver mands eje. Går man tilbage i historien, var det typisk forbeholdt overklassen at udfordre identiteten. Vi kender for eksempel maskebal fra Ludvig XVI?s hof, ligesom Shakespeare i den grad sætter den aristokratiske identitet i spil," siger Anne Scott Sørensen, lektor i kulturstudier ved Syddansk Universitet, og trækker linjen frem til nu:

"I dag er det de færreste, som fødes ud af en slægt, hvor de på forhånd er defineret. Middelklassen kan i høj grad være med, når det drejer sig om at finde og skabe sig selv."

Og Sussi la Cour fremstår netop som det gode middelklasseeksempel. Opvokset i et ganske almindeligt borgerligt parcelhushjem med ligusterhæk, en høj grad af frihed, og begge forældre ernærede sig som bankfolk.

"Særligt min far har givet mig den der ?vis dem, hvad du kan, og hvem du er, Sussi!?. Da jeg var ung,havde jeg et stort behov for at komme væk fra og ud af småborgerligheden. Men jeg havde ingen retningsbestemmelse. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, kun at jeg ville udfordre mine grænser," fortæller Sussi la Cour.

Men selvom jagten på identitet i dag på overfladen kan forekomme grænseløs, så påpeger identitetsforsker Carsten René Jørgensen, at det ikke hænger sådan sammen. Han skelner mellem tre niveauer. For det første den helt grundlæggende jeg-identitet, den del af ens personlighed, som der ikke bare kan laves om på. For det andet den identitet, der angår vores karaktertræk og talenter. Heller ikke den står til at ændre. Først på det tredje niveau, den sociale identitet, er der mulighed for forandringer.

"Det er den sociale identitet, som vi i høj grad leger med i dag. Den kredser om vores sociale status og position. Her kan vi sætte os selv i spil og hægte os på grupper eller fællesskaber, som vi gerne vil være synonyme med," forklarer Carsten René Jørgensen.

Forskeren pointerer samtidig, at det er indbildsk at tro, at vi kan gøre hvad som helst i forsøget på at ændre vores identitet.

"I en stærkt individualistisk tid, styret af dogmet om det frie valg, glemmer vi, at vi er sociale væsner. Vi bliver til i samspil med andre, og vi har brug for, at omgivelserne anerkender denne identitet, uanset i hvilken retning den bevæger sig. Det er en udpræget tendens, at man tror, at man kan ændre sin identitet ved at skifte navn og dermed fortælle en ny historie om sig selv. Men det er og bliver kun på overfladen."

Sussi la Cour køber ikke til fulde forskerens udlægning. Hun er enig, for så vidt at hun besidder en grundkerne, som hun aldrig har givet afkald på. Selvstændighedsfølelsen, frihedstrangen og omsorgsfølelsen oplever hun forfølge sig, lige meget under hvilket navn eller hvilken virkelighed hun indgår i. Når det er sagt, så har hun gjort det til sit livsprojekt at udfordre opfattelsen af, at vi med vores valg er afhængige af andres billigelse.

"Hvordan folk møder mig i dag, vil jeg på ingen måde lade mig styre af. Om de forbinder mig med porno eller med en universitetsuddannelse, er op til dem. Jeg har lært at stå inde for mig selv, uanset hvor jeg er i livet," fastslår Sussi la Cour.

Mens hun tilsyneladende fremstår som en kvinde, der nyder godt af identitetens mere frie boltreplads, så betoner kulturforsker Anne Scott Sørensen, at det for mange kan være smerteligt med tidens optagethed af den unikke identitet.

"Jeg vil bestemt ikke underkende de frigørende aspekter i vores fokus på at skabe en identitet. Men for mange kan denne frihed også være angstfremkaldende," siger kulturforskeren.

Hun hæfter sig samtidig ved det paradoks, at den individuelle identitetsjagt er styret af stærke kollektive kræfter. Vi er nemlig i al vores tilsyneladende autonome stræben også tilbøjelige til at søge støtte og anerkendelse hos hinanden.

"Facebook er et eksempel på et socialt medie, hvor vi for en umiddelbar betragtning kan sige og gøre, hvad vi vil. Men forskning har vist, at der hersker en stærk kollektiv adfærdsregulering. Siger du ting, som falder uden for normen, møder du tavshed og kan i yderste konsekvens blive fjernet fra vennelisten."

livogsjael@k.dk