Sidste gudstjeneste i den gamle Vesterbro-kirke

Gethsemane Kirke i København lukkede og slukkede i denne uge for mere end 100 års traditionelt kirkeliv. Nu håber menighedsrådet at kunne opbygge en ny og vital menighed

I Gethsemane Kirke på Vesterbro har man netop afholdt den sidste gudstjeneste. Foto: Scanpix.
I Gethsemane Kirke på Vesterbro har man netop afholdt den sidste gudstjeneste. Foto: Scanpix.

Aftenmørket sænkede sig over Litauens Plads lige uden for Gethsemane Kirke i hjertet af Vesterbro, mens den ene kirkegænger efter den anden tog trapperne op til kirkerummet, hvor den verdslige fred efterhånden bredte sig i den gamle kirke. De hellige bøger og de hellige kar blev pakket ned i en flightcase af en grønsminket danser, som i dramatiske kraftspring forcerede skranken ind til kirkens alter og senere fjernede det gyldne dåbsfad fra døbefonten og løftede det højt i vejret, indtil det også forsvandt.

Den lille kirke på Vesterbro er ligesom en række andre københavnske kirker på næsten samme alder nået til en korsvej. For Gethsemane Kirke betød det, at den sidste gudstjeneste i den gamle sognekirke fandt sted tirsdag aften i denne uge.

Menigheden tog sammen med Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, afsked med den gamle Gethsemane Kirke med Grundtvig-salmen "Kirken den er et gammelt hus" og sagde velkommen til en ny med Lars Busk Sørensens salme om kirkens mange generationer: "Uberørt af byens travlhed".

Nye tider har mange steder tørret de før så folkerige menigheder ud i hovedstaden. Det har menighedsrådet i Gethsemane Kirke taget en radikal konsekvens af og vil omdanne den gamle kirke til en ny med et levende kirkeligt, socialt og kulturelt miljø med tydelig børne- og ungeprofil.

Planen er, at alle kirkebænke skal ud, kor- og alterområdet skal kunne lukkes af, de åbne pulpiturer skal ombygges til nye aktivitetsrum, så kirken kan genopstå som landets første kombi-kirke for alle kvarterets beboere med nøgleordene: medborgerhus, idrætsaktiviteter, kunstudstillinger, events og koncerter. Pris: 30 millioner kroner i ombygningsudgifter.

Menighedsrådsformand Frode Benedikt Nielsen tog den afsluttende gudstjeneste med godt humør trods det lidt triste punktum for generationers kirkeliv.

"Vores nye målgruppe vil fremover være børn og unge og deres familier. Skoler, børnehaver og kirkelige sociale organistioner vil gerne bruge den nye kirke, men der vil også komme til at være koncerter og andre kulturelle arrangementer, som henvender sig til den almindelige dansker. Men den ikke-kristne ved stadig, at det er en kirke," siger Frode Benedikt Nielsen.

Når der er fundet penge til ombygningen, vil håndværkerne rykke ind i kirken for at bygge om og virkeliggøre de arkitekttegnede visioner. Imens står Bibelen, alterkalken og dåbsfadet et sted i kirken i en kasse og venter på at komme tilbage på plads i det nye rum.

vincents@k.dk