Københavnernes kronikør

Jørgen Larsen er en elegant skribent, der vidende og begavet vækker fortiden til live i "Gamle København". Men billedkvaliteten i værket er problematisk

Billedføringen i bogen er kritisabel, men derfor er den nu fin at gå på opdagelse i og finde et billede som dette af Grønttorvet i 1910. --
Billedføringen i bogen er kritisabel, men derfor er den nu fin at gå på opdagelse i og finde et billede som dette af Grønttorvet i 1910. --. Foto: fra bogen.

I den i dag så noble Farvergade ved Rådhuspladsen i København var der i 1905 ikke færre end 28 bordeller - og det var bare de registrerede. I det nærliggende Magstræde var der hele 85 bordeller, og i Gåsegade kun 16, men gaden er så til gengæld antagelig også byens korteste. Prostitution var på dette tidspunkt legaliseret og under myndighedernes tilsyn. Det må dog formodes, at en stor del af bordelvirksomheden foregik under myndighedernes radar.

I Farvergade lå også et af byens mest berygtede værtshuse, Blodkoppen, og man ønsker næsten ikke at vide, hvad der foregik der. Men det fortæller Jørgen Larsen alt om i en af de i alt 88 historier om det gamle København, der udgør denne bog. Og Københavns historie er ikke for de sarte.

For 100 år siden stod det værst til i kvarteret omkring Adelgade og Borgergade. I dag er vi mange, der begræder, at kvarterets historisk værdifulde bygninger er forsvundet til fordel for en arkitektonisk stangvare fra modernismens mindst charmerende periode, men der var en grund til, at bystyret i midten af det 20. århundrede greb til så drastiske midler. Vold, druk, overgreb, elendighed, skidt, skarn og skørlevned hørte til gadebilledet, og for at komme dette uvæsen til livs følte man, at der måtte graves i bund, og det kostede den historiske bygningsmasse livet. Det var den tids tiltag mod forslumning og ghettoisering. Larsen har en fin sans for, hvad København har mistet, uden at blive for nostalgisk eller pege fingre - næsten. En klumme om Hyskenstræde, som kun "vandaler kunne drømme om at øve vold på", kan kun være møntet på autonomes hærværk i selvsamme gade i foråret 2009.

Formen er stram. På ét opslag er der givet plads til et sort-hvidt billede og en ledsagende tekst og ellers intet. Billederne er bogens svage punkt, ikke på grund af motiverne, der er særdeles velvalgte, men på grund af kvaliteten. Mange af illustrationerne er i en jammerlig teknisk tilstand og næsten helt konsekvent uden kildeangivelse. En del af dem er fotografier fra årtierne omkring forrige århundredeskifte, da den fotografiske teknik var raffineret til en perfektion, som imidlertid på ingen måde ydes retfærdighed i bogens gengivelser.

På nogle af dem viser en tydelig raster, at de må være kopieret direkte fra en anden publikation. Det er svært at sige, om der er tale om bevidst krænkelse af bestemmelserne om ophavsret, eller om det blot er udtryk for redaktionel dovenskab. Kønt er det i hvert fald ikke.

Bogen står og falder dermed med tekstens kvalitet, og den er heldigvis af fineste aftapning. Larsens historiske klummer er værdsat af Berlingske Tidendes læsere - og det med rette. Larsen kan sit stof og behersker sin genre, der i modsætning til så mange andre journalistiske produkter sagtens kan tåle at udkomme med ryg på. Arven efter Erik Kjersgaard, der skrev tilsvarende danmarkshistoriske stykker for blandt andet Weekendavisen, løftes smukt.

Larsen er en elegant skribent, der forstår, at man ikke behøver at være vulgær for at sige det, som det var. Som for eksempel i stykket om danseboderne, "hvor de kvindelige partnere havde raffineret dansekunsten til et egentligt erhverv". I Lille Regnegade (nu Ny Østergade) lå engang etablissementet Aftenstjernen, hvor herrerne betalte fem øre for en dans. Opstod der problemer, blev balinspektøren tilkaldt. "Han havde ud over den fine titel også den fornødne fysik til at skabe forståelse for forretningsordenen." Og så faldt femøren, om man så må sige.

Selv garvede kendere af københavneranekdoter vil finde noget nyt hos Jørgen Larsen. Hovedstadens første jernbetonkonstruktion er Det Ny Teater - indviet i 1908. (Denne anmelder vil nu ophøre med at bilde folk ind, at det var det nuværende Christiansborg - opført 1907-1928) Og nu vi er ved teaterscener, hvorunder vejbaner er ført: At Det Kongelige Teaters nye scene på Kongens Nytorv - indviet i 1931 - kaldes Stærekassen, ved de fleste. At navnet stammer fra en af projektets kritikere, rigsdagsmedlemmet Elna Munch, ved væsentligt færre. Larsen kan naturligvis citere talen, hvor øgenavnet forekommer første gang.

Og så får vi i tilgift historien om denne celebre byggeskandale, der blandt meget andet medførte en protestdemonstration med 20.000 deltagere. Der var beskyldninger om nepotisme og korruption. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse indhentede tilbud på en nedrivning, der ville beløbe sig til 50.000 kroner. Alligevel blev bygningen stående - "eller rettere hængende", som Larsen skriver. Og sådan er det med mange ting i København. De ender med at blive hængende. Forhåbentlig gælder det også Jørgen Larsen.

kultur@k.dk

Jørgen Larsen: Gamle København - historier og fotos fra en svunden tid. 182 sider. 299 kroner. Gyldendal.