Børnelitteraturen har taget papfamilierne til sig

Familien har altid været et tema i børnelitteraturen, men nu vokser mængden af bøger, der afspejler, at kernefamilien er i krise

Illustration: Rasmus Sand Høyer fra bogen "Poesi for Papfamilier" (forlaget Bianco Luno)
Illustration: Rasmus Sand Høyer fra bogen "Poesi for Papfamilier" (forlaget Bianco Luno).

De fleste eventyr for børn ender som bekendt med, at prinsen får prinsessen, inden de lever lykkeligt til deres dages ende.

Men hvad nu hvis kærligheden bliver opløst i heftige skænderier og skilsmisse? Eller hvis prinsen dør, bedst som han er blevet far? Eller hvis der slet ikke er en prins, men to prinsesser, der begge vil være mor i samme forhold? Eller to fædre? Eller én far og to papfædre?

Tiden byder efterhånden på mange alternativer til kernefamilien, der for længst er sprængt i stykker som "det normale". Men spørgsmålet er også, hvad det normale egentlig er i et samfund, hvor alle vil finde deres egen "unikke" vej i livet. Og på Kristeligt Dagblads kulturredaktion har vi de seneste uger modtaget flere nye børnebøger, der afspejler den udvikling. En af dem kommer fra Kim Fupz Aakeson, der er aktuel med børnebogen "Vitello skal have en papfar", og han synes, at det er helt naturligt, at børnelitteraturen beskriver de til tider rodede familieforhold, der er blevet mange børns hverdag:

"Det er i den grad blevet en del af vores kultur, at børnenes landskab er blevet mere kompliceret. Men børn beder jo ikke om, at deres familie forandrer sig. Og jeg tror, at vi glemmer, hvor hårdt det kan være for børn," siger Kim Fupz Aakeson og tilføjer:

"I dag er en typisk familie en lunefuld størrelse. Når et barn bliver hentet i børnehaven eller skolen af en mand, tager ingen længere for givet, at det er barnets far. Det kan jo lige så godt være en papfar. Og som barn kan man ikke vide sig sikker på, hvem man skal vokse op med. For selvom man bliver glad for sine papsøskende eller måske endda papbedsteforældre, kan man aldrig vide sig sikker på, at den familiemodel holder. Og selvfølgelig skal det også manifestere sig i børnelitteraturen. For det afføder jo også en masse dramatiske muligheder for os forfattere."

Nina Christensen fra Center for Børnelitteratur under DPU, Aarhus Universitet glæder sig over strømmen af børnebøger, der tager børnenes hverdag alvorligt.

"Der er en tendens til flere børnebøger om nye former for familie i øjeblikket. Man kan se det på bogmarkedet i det hele taget, hvor der også er mange faglitterære titler om emnet. Det er kun naturligt, at børnelitteraturen afspejler de livsformer, som hersker i samfundet. Og den rolle har børnelitteraturen sådan set også altid haft. Men jeg tror, at det bliver tydeligere nu, hvor ordet "papfamilier" endelig er blevet en del af ordforrådet i børnelitteraturen," siger Nina Christensen og peger på, at familien altid har været et kernetema i børnelitterauren:

"Det så vi allerede i 1970'erne, hvor børnelitteraturen begyndte at handle om skilsmissefamilier og mødre, der kom ud på arbejdsmarkedet. I begyndelsen af 1980'erne kom de første danske børnebøger også om familier med to fædre, ligesom der i dag findes børnehistorier om adoptivbørn og børn, der er kommet til verden gennem kunstig befrugtning. For familien har altid været et tema i børnelitteraturen. Og allerede i 1700-tallet kan man for eksempel finde børnehistorier, der handler om tanter, der ikke vil lade piger lære at læse."

Alligevel har børnelitteraturen gennem tiden lidt af en form for konservatisme, mener Nina Christensen.

"Der har i hvert fald været en tendens til, at man opfattede børnelitteraturen som et sted, hvor man skulle beskrive det ideelle børneliv frem for det reelle børneliv, så børnelitteraturen på den måde blev lidt ensidigt retningsgivende for, hvad det vil sige at være "rigtig" familie. Det kan godt hænge sammen med den stærke tradition for et trygt barneunivers i børnelitteraturen som i Astrid Lindgrens "Alle vi børn i Bulderby". Men det kan også have noget at gøre med, at man forventer, at børnelitteratur er knyttet mere til eventyr og mindre til realitet, fordi barnet forbindes med fantasien. Den forestilling er ret stærk. Derfor tror jeg også, at reaktioner på den realistiske børnelitteratur er stærkere, end når den barske virkelighed bliver beskrevet i voksenlitteraturen," siger Nina Christensen og tilføjer:

"Derfor synes jeg, at det er fortrinligt, at der kommer bøger, der afspejler børnenes virkelighed. Det er klart, at man tager en masse hensyn i børnelitteratur i forhold til sprog, tematikker og erfaringshorisont, men det er få børn, der ikke ved, hvad en papfamilie er, så det ville være en absurd tanke, hvis man ikke kunne beskrive den virkelighed i børnelitteraturen."

Den holdning deler Weekendavisens litteraturredaktør, Anna Libak, der selv har skrevet "Poesi for papfamilier", der netop er udkommet.

Med bogen ville hun gerne bevare børnerimstraditionen fra blandt andre Halfdan Rasmussen. Men bogen er også skrevet i kølvandet på et andet traditionstab. For hun mener, at strømmen af børnebøger, der punkterer glansbilledet af den lykkelige kernefamilie, er udtryk for, at familien er svækket som institution i samfundet:

"I dag er det jo nærmest mere normen end undtagelsen, at folk går fra hinanden. Familien er i krise. Og derfor tror jeg også, at der er kommet mere fokus på familien. Det Etiske Råd kom jo også på et tidspunkt, hvor normerne gik i opløsning. Det skal børnelitteraturen selvfølgelig også afspejle og udstille," siger Anna Libak, der selv lever i en kernefamilie med tre børn. Men i en periode arbejdede hendes mand i Bruxelles, og det fik hende til at fundere over den moderne families funktion.

"Alle familier er papfamilier. For ingen kan leve op til glansbilledet af den lykkelige kernefamilie. Alle familier er uperfekte og skøre. Det ville jeg gerne skrive om, fordi familien er en stor del af mit eget liv. Men sommetider kan jeg selv længes efter at komme tilbage på kontoret, hvor man taler pænt til hinanden, og der endda kommer en rengøringsdame og gør rent. For familielivet er jo et tab af kontrol, og samfundet er slet ikke indrettet på familien. Det ligger jo i tiden, at idealet for enhver er at udvikle sit eget potentiale og målrette sit liv efter det. Men familier er det totale modbillede til at have kontrol," siger Anna Libak, der dog mener, at folk burde have større ambitioner på hjemmefronten.

"Børn er modgiften til selvrealiseringssamfundet, hvor man aldrig er tilfreds, men hele tiden jager efter nye mål. For børn er meget i nuet, med- mindre voksne stresser dem til andet. Og når man bruger tid sammen med børn, bliver det tydeligere, at ens ambitioner uden for familien langt hen ad vejen er sandslotte, der bliver skyllet væk, den dag man dør. Men i dag er det alligevel lavprestige at være familiemenneske. Og det er typisk, at man kan se Mads Mikkelsen i en feriereklame, hvor familien bare er en rolig kulisse, mens han selv hopper i swimmingpoolen. Men sådan er familielivet jo ikke. Det koster energi, men mange lægger al deres energi på arbejdspladsen og falder fuldstændig sammen derhjemme, fordi de ikke gider at anstrenge sig for hinanden. Og det er nok også årsagen til de høje skilsmisseprocenter. For det kræver hårdt arbejde at holde sammen på en familie."

Den pointe afspejles nu i et stigende antal børnebogstitler, og det kan også komme kommunikationen mellem børn og voksne til gode, mener Kim Fupz Aakeson, der allerede har fået en del positive reaktioner for sin serie om drengen Vitello, der prøver at få det bedste ud af livet med de kort, han har fået på hånden:

"Jeg tænker ikke selv så meget over, hvad der er samfundsrelevant, når jeg skriver en historie. Men flere forældre har fortalt mig, at de har brugt min seneste bog, "Vitello skal have en papfar", som udgangspunkt for en samtale om en svær familiesituation med deres børn. For nogle gange kan en samtale komme i gang, når den foregår i neutralt land, i fiktionen, så den funktion kan børnelitteraturen også få."

ohrstrom@k.dk

Uddrag fra Anna Libaks "Poesi for papfamilier"

Det var en dag i januar,
da mor kom hjem og sagde,
at hun havde skaffet mig en far
og fået sig en mage.

Jeg kaldte hende for nar,
helt uden skam i livet,
for alle ved, en rigtig far,
han er fra fødslen givet.

- Så kald ham for din bonusfar,
det skal du ikke nægte,
trods alt er manden sød og rar
og tager mig til ægte.

Jeg kalder ham for plastikfar,
fordi han er så kunstig,
og han vil være ægtepar?
Han lyder også brunstig.

- Så kald ham for reservefar,
han er en slags reserve,
ja, kald ham for din plejefar,
han bliver jo din værge.

- Jeg kalder ham for fuskerfar,
fordi han mod min vilje
vil give den som farvikar
i jeres fupfamilie.

Og da jeg kom på dette svar,
tav mor omsider stille,
hun indså, at han kun blev far,
hvis det var det, jeg ville.

Min sympati for Valdemar,
kom gradvis i etaper,
dog kalder jeg ham ikke far,
jeg foretrækker pap-pa.