Den feministiske journalist Alice Schwarzer har udgivet en islamkritisk bog, som har skabt debat i Tyskland.
- Kai Pfaffenbach/Scanpix
Heidi Dachs |
16. oktober 2010
Parlamenterne i Frankrig og Belgien har for nylig besluttet at forbyde burkaer i det offentlige rum, og nu diskuterer tyskerne et lignende forbud.
Det er feministen, forfatteren og journalisten Alice Schwarzer, der har sat gang i debatten med sin bog "Die grosse Verschleierung. Für Integration, gegen Islamismus". Hun forlanger et generelt forbud mod burkaer i det offentlige rum, og det bør efter hendes mening gælde ikke alene i Tyskland, men overalt i Europa.
"Det er slemt nok, at kvinder i de islamiske lande tvinges ind i disse omvandrende stoffængsler, men europæerne har ikke lov til at lukke øjnene for denne form for slaveoptræden." siger hun til avisen Rheinische Post.
Hun vil også have et forbud mod muslimske tørklæder i skolerne.
"Det vil give piger fra ortodokse og islamiske familier chancen for at bevæge sig frit i skolen uden at være brændemærkede. Det er skandaløst, at allerede små piger skal tildække sig på grund af mænd, og at de på den måde gøres til sexobjekter", siger hun.
Hendes bog har fået flot kritik i avisen Die Zeit af litteraturjournalisten Iris Radisch: "Idéen om, at utildækkede kvinder er urene og værdiløse, er noget, som vores døtre slet ikke burde konfronteres med i tyske skoler," skriver Iris Radisch.
En af Tysklands mest kendte islamkritikere, den tyrkisk fødte sociolog Necla Kelek, støtter også idéen om et forbud.
"En vigtig del af islams identitet er samfundets adskillelse af mand og kvinde. Kvinden må ikke vise sig offentligt, og gør hun det alligevel, skal hun være tilhyllet, usynlig og dermed ikke til stede. Naturligvis er der et menneske gemt i dette telt, burkaen, men man kan ikke se personen. I islam har kvinder ikke ret til at være mennesker i det offentlige rum, og det er en holdning, der i sig selv er i modstrid med et demokrati, siger Necla Kelek i et interview til det kristne mediemagasin pro.
Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maiziére, er ikke begejstret for burkaer, men tøver alligevel over for tanken om et forbud.
"Det er en vigtig del af den borgerlige livskultur at vise ansigt, se hinanden i øjnene og give hinanden hånden, og det lader sig ikke gøre med burkaer. Men burkaer er ikke noget massefænomen i Tyskland og det er tvivlsomt, om et forbud kan gennemføres, siger indenrigsministeren til avisen Frankfurter Allgemeine. Han frygter, at et forbud strider mod Tysklands grundlovssikrede ret til religionsfrihed.
Selvom Alice Schwarzer er feminist, så er nogle af de skarpeste kritikere af hendes bog netop kvinder.
En af dem er Ingrid Thurner, der er etnolog ved universitetet i Østrigs hovedstad, Wien. Hun skriver i avisen Süddeutsche Zeitung:
"Det bliver hele tiden insinueret, at muslimske kvinder med tørklæder er ufrie. I debatten ser man bort fra, at flere og flere muslimske kvinder selv ønsker at gå med tørklæder, og at de endda ofte gør det imod deres fædres, brødres, ægtemænds eller sønners viljer."
Ingrid Thurner henviser til, at Vestens kvinder ganske vist har haft ret til at vise sig nøgne næsten overalt i det offentlige rum de seneste 30 år, men at det ikke har bragt dem ligestilling med mændene. "Det er stadigvæk mændene, der gør karriere," skriver hun.
En anden kvinde, der afviser tanken om et forbud, er det tyske socialdemokratis integrationspolitiske ordfører, Aydan Özoguz.
"Vi er ikke nogen areligiøs stat, og det skal også forblive sådan, siger hun til avisen Hamburger Abendblatt.
I debatten om burkaer og tørklæder er det helt blevet overset, at Alice Schwarzer i sin bog også plæderer for et forbud mod kors i skolerne.
dachs@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad