Krænkelsesberedskabet er steget

DET BILLEDE, der manes frem i den verserende debat om selvcensur i gymnasiet, kan ikke genkendes af religionslærerne fra Langkær Gymnasium & HF. Det skriver de i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 8. oktober. Anledningen er Kristeligt Dagblads dækning den 7. september og den 30. september, som jeg har bidraget til med henholdsvis et interview og en kronik.

Mine kolleger har en vigtig pointe, som jeg er glad for kommer frem. Der undervises bredt i de forskellige aspekter af religionerne, og der er plads til både forståelse og kritik. Også jeg har gode erfaringer med mine elever, hvoraf mange kommer fra en anden kulturel og religiøs baggrund end en traditionelt dansk.

Men i den nævnte sammenhæng har jeg ikke forsøgt at give en beskrivelse af religionsundervisningen i almindelighed. Jeg har peget på et problem, som jeg frygter vil blive større i fremtiden.

I medierne kommer en sådan historie uvægerligt ud af proportion. Så bliver det til, at "selvcensur har bredt sig til gymnasierne", hvilket godt kan ramme sagens kerne, selvom det i sagens natur ikke giver et dækkende billede af de faktiske forhold i gymnasiet.

Kollegerne fra Langkær Gymnasium & HF har således ret et langt stykke vej, men jeg mener, de lukker øjnene for en del af virkeligheden. De beskriver, hvordan det kan være grænseoverskridende for muslimske elever at se Koranen behandlet som en hvilken som helst anden bog.

Men de skriver også, at "alles urørlighedszone skal respekteres". Hvordan er så forholdet mellem det grænseoverskridende og respekten for en urørlighedszone?

Har de ikke oplevet, at der er elever, som føler sig stødt over, at Koranen læses som en hvilken som helst anden tekst, eller andre elever, som finder det sårende, at Bibelens skabelsesberetninger analyseres som myter og ikke som bogstaveligt sande gudsord? I almindelighed kan elever sagtens tåle den slags grænseoverskridelser, og normalt kan vi håndtere det, hvis nogle tager sig det nær.