Kender du præstetypen?

Giver det stadig mening at skelne mellem grundtvigske, missionske og tidehvervske præster - eller er tiden løbet fra disse båse?

I en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.040 præster undersøgte jeg sagen.

Det viste sig for det første, at de gamle kasser fortsat bruges. Næsten halvdelen af præsterne kalder sig grundtvigske, hvilket gør det til den mest populære betegnelse. Kun 10 procent kalder sig missionske og lidt færre, 7 procent, kalder sig tidehvervske.

Men undersøgelsen viste også, at andre kategorier vinder genklang hos præsterne: 24 procent kalder sig klassisk kristne, 20 procent aktivistiske, 14 procent lavkirkelige og 8 procent spirituelle.

Mange præster krydser flere betegnelser af. For eksempel er der 79 procent af de tidehvervske præster, der også kalder sig grundtvigske. 61 procent af de missionske præster kalder sig tillige klassisk kristne. Og 46 procent af de lavkirkelige krydser også svarmuligheden aktivistisk af.

Præstekategorierne er altså ikke entydige. Mange præster kan ikke holdes inden for én snæver bås, men vælger mellem nye og gamle betegnelser, som giver mening for dem. Derudover er der helt sikkert også stor forskel på, hvad præsterne vælger at lægge i betegnelser som grundtvigsk og klassisk kristen.

Hvilken forskel gør præstetypen så i praksis? Hvis vi holder os til de tre klassiske betegnelser - missionsk, grundtvigsk og tidehvervsk - viser min undersøgelse, at af de tre er det især den missionske og den tidehvervske position, der skeller sig ud fra gennemsnittet:

De missionske præster bruger på en lang række områder internettet langt mere end gennemsnittet: til debat, kontakt med frivillige, sjælesorg, til at dele prædikener, hente inspiration til prædikener, finde salmer til gudstjenester og personlig andagt.