Kroppen og købmandsskabet!

I dag, den 18. oktober, er det EU´s anti-trafficking dag. Vi tilskyndes til at forholde os til den virkelighed, at millioner af mennesker forhandles verden over – til prostitution, tvangsarbejde, tvangsægteskaber og organtransplantation. Størstedelen af dem er kvinder og børn. Deres kroppe falbydes, som var de handelsvarer. Deres handelsværdi fastsættes af kyniske købmænd. Trafficking er et stigende internationalt problem. Det er den tredje mest lukrative kriminalitet på verdensbasis – næst efter ulovlig våbenhandel og salg af narkotika. Og trafficking bør have langt større bevågenhed – både i medierne, i den almene bevidsthed og i den kristne kirke. For handel med mennesker er i dyb modstrid med den kristne antropologi og det menneskesyn, der er funderet i evangeliet.

I skabelsesberetningen i Det gamle Testamente hører vi, at Gud skaber mennesket – og at han skaber det i sit eget billede (cfr. 1. Mosebog kap. 1, vv. 27-28). Netop vores gudbilledlighed er det, der adskiller os fra dyrene. Vi er besjælede skabninger, der er begunstigede ved, at Gud har sat sine spor i os.

Det nye Testamente bestyrker den tankegang. I 1. Korinther-brev, kap. 6, vv. 19-20 skriver apostlen Paulus: ”Jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud. Altså tilhører I ikke jer selv, for I blev dyrt købt. Ær derfor Gud med jeres legeme”. Paulus pointerer, at vores kroppe er helligdomme for Gud. Vi må sikre, at de ikke profaneres. Når vi tilfredsstiller vores kropslige behov – tørst, sult og seksuelt begær – skal det ske med veneration for den Gud, der har skabt os og som er i os, som Paulus formulerer det. Druk, anoreksi, bulimi, cutting, tvangsmæssig masturbation eller lemfældig sex er alt sammen udtryk for selvdestruktivitet. Men den manglende ærbødighed for kroppen kan også rette sig imod næsten. Det bærer medierne dagligt vidnesbyrd om. Vold, voldtægt, tortur og menneskehandel er at krænke – ja, at skænde det hellige i medmennesket. Hvis vi skal tage Paulus´ ord alvorligt, må vi behandle vores egne og hinandens kroppe med dyb respekt. For vores kroppe er ikke bare kød og blod – de er katedraler, der er rejst for at ære Gud.