I de seneste års diskussion om religionens rolle i samfundet er fremkommet et dogme, der lyder, at religion er en privat sag. Løbende mindes vi om, hvor problematisk det er i håndgribelig lovmæssig forstand at sammenblande tro og samfundssyn, og tendensen er lige nu, at religiøsitet skal fylde så lidt som muligt. Dette er pave Benedikt XVI uenig i, og i en ny bog diskuterer han emnet. "Gud og fornuften" rummer nogle af pavens mest centrale tanker om tro, fornuft og dialog, og Benedikt XVI sætter fingeren på selve nerven i tilstanden i den vestlige verden.
Her, hvor gudsforholdet trænges mere og mere i baggrunden, og hvor vi ifølge paven på katastrofal vis adskiller tro og fornuft, der for denne mand hører sammen. Ikke fordi man blot kan erkende Gud via fornuften, men fordi kristendommen udtrykker fornuftens sande dybde og vidde. Uden denne erkendelse vil troen gradvist blive til noget rent privat og subjektivt, hvilket vil gøre den irrationel og dermed i samfundsdebatten irrelevant. På den måde mister kristendommen indflydelse på menneskehedens udvikling, og netop dette er pavens store bekymring.
Han understreger kristendommens skelnen mellem verdsligt og åndeligt rige, men insisterer samtidig på, at kirken skal lade sin stemme høre i samfundet "for at menneskets grundlæggende værdi, og navnlig de svagestes, altid bliver respekteret". I en postmoderne kultur vil tro uden en forbindelse til fornuften gradvist dø, og med denne bog ønsker paven at påvise, at der er rationalitet til stede i kristendommen.
For at illustrere dette rækker Benedikt XVI tilbage til skriften og til store teologiske skikkelser med fokus på kristendom som samlet udtryk for skaberkraft og rationalitet. Med tanke på logos-begrebet og Johannes-prologen understreges forholdet mellem ord, fornuft og begyndelse, og paven læner sig op ad blandt andre Augustin og Justin og deres syn på kristendommen som den fuldkomne filosofi. Som nybruddet, der manifesterede den universelle søgen efter sandhed og brød med statskult og polyteisme. Med Paulus blev den moralske alvor – loven skrevet i hjertet og det dobbelte næstekærlighedsbud - intenst udfoldet, og moral og fornuft blev samlet i ét. Benedikt XVI spørger nu, hvorfor denne syntese ikke længere overbeviser, og finder naturligvis en stor del af forklaringen i naturvidenskaben og menneskets voksende tro på egen viden og magt. I den sekulære oplysningskultur påvirkes synet på både fornuften og friheden, og paven er yderst kritisk over for den såkaldt uafklarede frihedsideologi, der kan føre til en slags fornuftens fundamentalisme. Som eksempel føler Benedikt XVI sig på den katolske kirkes vegne trængt i spørgsmålet om homoseksualitet.
"Man har snart ikke længere lov til at sige, at homoseksualitet betyder en objektiv forstyrrelse i opbygning af menneskets eksistens," siger han med en klar principiel pointe. Lighedsideologi styret af menneskelig fornuft kan føre til ren betontænkning, fordi man ikke hviler i troen på ligheden for Gud, men er styret af behovet for at konstruere både sandhed, lighed og retfærdighed selv. Historien kender til hele regimer brygget efter den opskrift.
Men Benedikt XVI vil mere end blot beskrive Vestens åndelige forfald. Han vil også minde om, at hvis forskellige kulturer skal føre dialog, er Vesten nødt til at tage det religiøse i ed, eftersom dens sekulære rationalitet ikke er universel. Han skriver: "? den rationale eller etiske eller religiøse verdensformel, som alle kan være enige om og som kan bære helheden, den findes ikke." Og hvis europæerne fortsat negligerer Gud, vil de ikke kun miste kontakten til de indre sanser, men også evnen til at forstå den store verden.
Det står ikke klart, om paven her med islam i tankerne diskret taler for større ærbødighed for religiøse følelser, men han har som bekendt selv prøvet at krænke dem. Det skete i hans meget omtalte Regensburg-tale fra 2006, der også er med i bogen. Det store fokus i "Gud og fornuften" er imidlertid på en gudløs menneskeheds skæbne, og paven efterlyser netop den religiøse argumentation, som vi i disse år af skræk for at sammenblande religion og politik forsager. Sandsynligvis med voksende åndløshed til følge.
I Danmark – ét af verdens mest sekulære lande – er pavens ord voldsomt væsentlige. Hans ønske om at bringe gudsbegrebet tilbage i kampen om mennesket står i tankevækkende kontrast til vor tids dogme om religion som en tavs, privat sag. For jo mere troen skjules, desto fattigere vil menneskets livsføling blive, og ikke mindst vil opfattelsen af fornuften blive smal og ufuldstændig. Men samtidig bør vi også dele pavens forhåbning, når han siger:
"Mennesket kan ikke affinde sig med at være blindfødt og med til stadighed at være blindfødt med hensyn til det væsentlige. Afskeden med sandheden kan ikke være endegyldig."
Afsked eller gensyn. Vi er blindfødte, men ønsker grundlæggende at se sandheden, og det er denne erkendelse, Benedikt XVI vil fastholde for menneskenes skyld. Hans bog er uomgængelig læsning i den store diskussion om sekularisme, menneskeskabt sandhed og europæisk forfald. Den bør læses af enhver, der har modet til at søge fornuftens vidde fremfor at se det som opgaven at få den begrænset. Ligesom den bør læses af enhver, der ikke har modet. Men som måske kan inspireres til at føle det.
Joseph Ratzinger/Benedikt XVI. Gud og fornuften - opråb til dialog mellem kulturerne. 172 sider. 218 kroner. ALFA.