Frankrigs mest kendte niqab

"En dag", skriver Sandrine, "spurgte hun pludselig: "Hvad siger du til at blive min mands anden samlever?".

"Jeg troede, hun sagde det for sjov. Men Miriana begyndte at fortælle om det polygame ægteskab. At det ikke automatisk betyder kvindeundertrykkelse, men skal være til gavn og støtte for alle."

"Så mødte jeg for første gang Liès. En høj, mørklødet mand i en lang tunika. Efter to måneders regelmæssigt samvær, efter mange overvejelser og efter at være blevet overbevist af Mirianas argumenter og mit eget syn på forholdet mellem mænd og kvinder accepterede jeg at blive Liès? nye samlever."

Det er hendes egen familiehistorie, hvor bedstemoderen blev skilt efter 20 års ægteskab, og faderen var utro, som har overbevist Sandrine Mouleres om flerkoneriets fordele.

"Jeg tror ikke på, at en mand kan nøjes med én kone. Og jeg foretrækker et ærligt polygamt forhold for et hyklerisk ægteskab med elskerinder."

Hun fortæller i bogen om livet i Rezé nær Nantes, hvor hver hustru har sin egen villa og på skift tager imod Liès, mens de i alt 14 børn, hvoraf fire er Sandrines, cirkulerer frit mellem de tre huse, og alle går i den lokale skole.

"Jeg har altid nogen, der kan passe mine børn. Jeg føler mig tryg og beskyttet og har alle fordele af at være gift, samtidig med at jeg har ungkarlens frihed."

Om niqaben siger hun: "Jeg er ikke blevet fængslet i niquaben, jeg er blevet fri under den. Det ydmygende er at blive piftet efter på gaden og skulle være halvnøgen for at behage drengene."

Det er ikke sikkert, at det for alvor er lykkedes Sandrine Mouleres at ændre billedet af det polygame ægteskab. Men hun løfter sløret for, hvordan unge franske konvertitter lader sig forføre af en fundamentalistisk udgave af islam.

bpedersen@k.dk