Vi skal ikke nedlægge hverken menighedsråd eller landsforening af menighedsråd, men visse strukturændringer kan nok være gavnlige.
Det vigtigste er, at der et lokal engagement, dvs. menighedsråd, der tænker og samarbejder på tværs også over sognegrænserne.
Nogle kunne arbejde med tanker om at lave offentligt menighedsrådvalg, hvor alle var på valg hver gang, ved hjælp af flere lister, men dette har vi faktisk allerede, der kniber dog ofte at få ret mange flere opstillede kandidater end de, der er menighedsrådsmedlemmer og supleanter.
Jeg har selv i mange år været medlem af et menighedsråd og er nu supleant i et andet.
Jeg er også medlem af bestyrelsen i et lokalråd, hvor det er svært overhovedet at få udfyldt bestyrelsespladserne.

Hvis vi fjerner landsforeningen for menighedsråd mister menighedsrådene er fælles kontakt og inspirationskilde, der kan være med til at støtte og vejlede.

Kirken er jo egentligt en vanskellig tingest, noget af personalet er ansat af menighedsrådet, imens præsterne er ansat af kirkeministeriet, efter at menighedsrådet har gennemgået ansøgningerne.

Der er en del alvorlige problemer i kirken, som man på en eller anden måde skal tage stilling til.
Biskopperne har naturligvis deres mening, og de har lov at have en privat mening som privatpersoner, eller som biskop i det og det område.
Disse meninger skal så ses sammen med at Folketinget har en mening om, hvad kirkens menigheder og medarbejdere skal gøre og mene.

Det største forenkling vil måske være at få klarlagt, hvem der bestemmer hvad, og bl.a. få faststået, at folkekirken medlemmer bestemmer i Folkekirken, der så altså ikke længere er statsstyret, men går folketinget garanteret ikke med til, fordi staten betaler jo en væsentlig del af folkekirkens udgifter - dog minus kirkeskatten.

Der er nogle steder oprettet stiftsråd og lignende råd, der også har en mening.

Alt dette giver jo mange forskellige meninger, derfor er det godt, at vi har landsforeningen af menighedsråd, der måske kan holde sammen på trådene, og måske også skabe en forenkling.
Jeg har selv i 16 været aktiv i såvel en distriktsforening som på landsforeningens årsmøde, og det giver et vist tværgående indblik i, hvor forskellige forhold kirker og menigheder har, og hvordan man løser problemerne.

Niels Anton Dam,
pensionist
supleant i et menighedsråd m.m.

Ja og nej og dog! Jeg kan blot konstatere, at med fremvæksten fra halvfjerdserne og fremefter af interesseorganisationer for de kirkeligt ansatte og menighedsrådsmedlemmer er det blevet sådan, at man lokalt er gået fra at forholde sig til hinanden til at forholde sig til hinandens tillidsfolk og konsulenter. Opmålinger, normeringer og prioriteringer bliver under dette nye system bestemt overvejende udefra, og lokalt initiativ, iværksætterånd og selvstyre får ringere vilkår. Der er blevet mere regel og mindre skønsomhed. Jeg hilste nok selv udviklingen velkommen i sin tid. Man fik sådan til en begyndelse mere hold på nogle ting. Men nu eftertanken har meldt sig, er jeg nok kommet dertil, at jeg fortryder mit hidtidige standpunkt. Det er blevet til for meget og for dyrt beton eller skal vi sige mursten.

Kristian Baggesgaard
Pastor emeritus