Fosterundersøgelser fører Abortankenævnet ind i gråzoneområde. Stadig flere kvinder søger om tilladelse til en sen abort, fordi fosterdiagnostik har vist, at barnet risikerer alvorlig sydom
729 kvinder søgte sidste år om at få lov til at få en provokeret abort efter 12. uge. Det er det hidtil højeste antal ansøgninger, og 666 af kvinderne fik lov til at få aborten, fordi det kommende barn havde en alvorlig lidelse, eller fordi kvindernes sociale eller helbredsmæssige situation var meget dårlig.
Det viser Abortankenævnets årsberetning, der bliver offentliggjort i dag.
Særligt gruppen af kvinder, der søger abort, efter at scanninger og blodprøver har vist, at der er noget galt med fosteret, påkalder sig ankenævnets opmærksomhed.
Loven siger nemlig, at kvinder har ret til en sen provokeret abort, hvis fosteret har en alvorlig lidelse, men den definerer ikke nærmere, hvad alvorlig sygdom er.
– Lovteksten er ret elastisk, og vi har ikke meget hjælp at hente i den. Vi står på Herrens mark og skal selv lægge niveauet efter, hvad vi oplever, at der opfattes som rimeligt og ikke rimeligt i befolkningen og blandt politikerne, siger dommer Torben Hvid, der har været formand for Abortankenævnet siden 1999.
Sundhedsstyrelsen indførte for halvandet år siden et landsdækkende tilbud til gravide, om at de kunne få deres foster undersøgt. Det har resulteret i færre fødte børn med Downs syndom, også kaldet mongolisme, og flere aborter lige efter den legale abortgrænse, altså aborter, der kræver en særlig tilladelse.
I alt fik 320 kvinder sidste år udført en sen abort, fordi der var noget galt med deres foster eller alvorlig risiko for, at det ville blive født med en defekt.
– Lægerne bør gå langt for at finde ud af, om der kun er tale om en risko for handicap, eller om der rent faktisk er en defekt hos fosteret, siger Torben Hvid.
Overlæge Erik Obel er medlem af ankenævnet, og også han peger på, at de mange fosterundersøgelser fører ind i et gråzoneområde.
– Den tiltagende diagnosticering af fostre, hvor man finder flere sygdomme, gør problematikken om, hvad der er en alvorlig lidelse, mere og mere aktuel. Det er vores opgave og problem at trække grænsen. Det er et hovedtema for os, og samtidig er det meget vigtigt, at reglerne bliver fortolket ensartet i hele landet, siger Erik Obel.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk