Den skrøbelige fortrolighed

At vi af tyngdekraften og vores legemes fysik bliver holdt nede og på plads, er ikke bevidsthedens ydelse. På akkurat samme måde som den ilt, vi indånder, heller ikke er noget, vi har skabt.
Mennesket er et kontingent væsen.


Man kunne sige: dét vilkår hviler vi i. Næsten på samme måde som når et barn hviler i sin moders favn. Det tænker barnet overhovedet ikke over, ligesom vi voksne heller ikke går og tænker over, at vi hviler og færdes hjemmevant og nogenlunde sikkert med hele vores krop udspændt i en verden, som holder sammen på os.


Men af og til tænker vi over det. Bliver bevidste om det. Og så er det bare om at betydeliggøre det. Indoptage i sjæl og sind, hvilket fantastisk opløftende vilkår, det i grunden er, på denne måde at være omgivet af fortrolighed og åbne horisonter alle vegne.


Men nu er mennesket altså foruden legeme også ånd. Et selv om man vil. Og som et åndsvæsen, hviler mennesket også i begyndelsen i på én gang både åbne og intime horisonter af fortrolighed.


Barnets univers består af frit strømmende kærlighed og tryghed, som udgår fra moders arme, fra de bryster, som giver næring, fra den barm, som minder om hulen inde i mors mave, i de øjne, som hviler nænsomt og blidt på det lille barn, og som kan fremkalde alt fra et lille smil til en stille hvile og søvn.


Tilliden hos et lille barn kan oversættes direkte til de hænder og den krop, hvortil barnet i første omgang er fastgjort med en livstråd, men i næste omgang hviler i og færdes intimt omkring med sine øjne og sanser. Barnets mod afhænger helt og holdent af den fysiske nærhed til far og mor, der som minimum skal opretholdes af synet. Deri består barnets åbne horisont og dets tryghed.