Min gode partikammerat Elizabeth Japsen skrev for nylig følgende i et blogindlæg ”Jeg er helt enig – riv de der ghettoer ned – Hellerup, og hvad de hedder alle sammen”. Ordspillet mellem Gellerup og Hellerup er efter min overbevisning ikke bare genialt, men også meget rammende i forhold til den definition, de fleste i dag anvender af begrebet ghetto.

Egentlig var en ghetto betegnelsen for de gader eller bydele i europæiske byer, hvor folk af jødisk religion ved lov var henvist til at bo. Betegnelsen bruges i dag mere generelt om bydele, hvor en bestemt etnisk gruppe dominerer, og hvor adskillelsen bunder i social og økonomisk diskriminering snarere end i juridiske tvangsmidler. Derfor er Hellerup ligeså meget en ghetto som Gellerup, og derfor mister begrebet fuldstændig mening, når det kun anvendes på socialt belastede boligområder.

Problemerne i de socialt belastede boligområder, bunder ikke i beboernes etniske eller religiøse baggrund, men i socio-økonomiske forhold. Sociale problemer kræver sociale løsninger. Løsningen på de problemer, vi ser eksempelvis i Vollsmose og Gellerup, er ikke mere politi og strengere straffe eller nedrivning af boliger og tvangsflytning af borgere. Der kræves en langt bedre forebyggende indsats og fælles løsninger i samarbejde med beboerne.

De udadreagerende unge, der skaber problemer i de socialt belaste boligområder udgør kun en meget lille del af beboerne, men deres adfærd er med til at skabe generel utryghed. De unges frustrationer og udadreagerende adfærd skyldes primært tre forhold, der er indbyrdes forbundne, nemlig:

1) Massive fattigdomsproblemer og manglende socio-økonomisk mobilitet. Den sociale arv spiller en stor rolle for de unges muligheder for at få uddannelse og arbejde. Alternativet – nemlig et liv på kontanthjælp eller førtidspension – skaber en underklasse, der står fuldstændig uden mulighed for at hjælpe sig selv, og slet ikke hinanden.