Mismod og fremtidsangst får amerikanerne til at vende Obama og demokraterne ryggen

Men selvom man har vaccineret børserne på Wall Street mod igen at gå grassat, så fortsætter den igangværende økonomiske krise, og det er den ene hovedforklaring på, at så mange amerikanere i øjeblikket vender ryggen til præsidenten og hans parti.

Med en arbejdsløshed på næsten 10 procent er krisen blevet den værste siden Depressionen i 1930?erne. Økonomien har på nationalt plan lidt et så voldsomt tilbageslag, at det kan tage adskillige år at indhente det tabte.

Genskabelsen af arbejdspladser går så langsomt, at en beregning for nylig viste, at man med det nuværende tempo skal bruge ni år på at nå op på niveauet før krisen. Huspriserne er siden 2005 faldet med 20 procent i gennemsnit.

Specielt faldet i huspriserne er signifikant. Amerikanerne har aldrig, heller ikke under tidligere recessioner, oplevet noget tilsvarende. Lagt sammen med arbejdsløsheden og frygten for at miste sit arbejde blandt de bekæftigede har det udløst en stemning af angst for fremtiden, som amerikanerne ikke er vant til.

Konkret betyder det, at mange amerikanere enten ikke er i stand til at forbruge, eller ikke tør bruge penge, og siden en så stor del af den amerikanske økonomi er forbrugsdrevet, udvikler den sig meget langsommere end ventet.

Få tvivler på, at billedet på et tidspunkt vil vende til det bedre. USA har styrken til igen at udløse vækst. Men væksten tegner foreløbig til at blive langsom og svag, og nye chok kan udløse nye tilbageslag. I bedste fald ser genopretningen af økonomien ud til at vare adskillige år.

I en kultur, der trives med handlekraft og fordrer hurtige løsninger, er en sådan stemning af mismod og pessimisme svær at leve med. Den har kastet en mørk skygge ind over det ellers så glade og optimistiske Amerika.

Hertil kommer eftervirkningerne fra terrorangrebene den 11. september 2001. De viste, at USA som nation ikke er usårlig, heller ikke på sit eget kontinent. Den psykologiske effekt af terrorangrebene har ikke fortaget sig.

Militært er USA stadig verdens eneste supermagt. Men økonomisk udfordres man nu af Kina, og i kulissen venter Indien, Brasilien og flere andre lande, som man hidtil har anset for fattige. Det har allerede fået konsekvenser på den storpolitiske scene, og flere vil følge efter.

I modsætning til de fredelige 1990?ere er USA ved udgangen af det nye årtusindes første årti involveret i to krige. Den ene i Irak har haft et ulykkeligt forløb, og i den anden i Afghanistan er problemerne stigende frem for aftagende. Også disse to krige bidrager til, at USA føler sig trængt.

Den anden hovedforklaring på stemningsomslaget i forhold til præsident Obama og demokraterne er skuffede forventninger, efter at hovedpersonen blev båret ind på den landspolitiske scene og siden ind i Det Hvide Hus. Træt- heden efter otte års styre under præsident Bush og stoltheden over, at man var i stand til at frembringe landets første sorte præsident, skabte enorme forhåbninger, som har været svære at indfri.

Obama bidrog selv til at spænde forventningens bue så hårdt. Her er ordret, hvad han sagde på et valgmøde den 3. juni 2008, da han efter en lang og opslidende primærvalgkamp endeligt havde besejret modkandidaten Hillary Clinton, og vejen lå åben til nomineringen som demokraternes kandidat:

"Jeg er fuldstændig sikker på, at kommende generationer vil se tilbage og fortælle vore børn, at det var i dette øjeblik, vi kunne begynde at give behandling til de syge og gode jobs til de arbejdsløse. At det var i dette øjeblik, vandet ikke længere ville stige i oceanerne, og vores planet kunne begynde at hele. At det var i dette øjeblik, vi bragte en krig til afslutning, sikrede vores land og genoprettede vores image som klodens sidste og bedste håb."

Det var store ord, og det fortsatte i samme spor under valgkampen mod republikaneren John McCain og helt frem til indsættelsen. Amerikanerne elskede retorikken. De labbede den i sig, og det gjorde mange uden for landets grænser også.

Men trods gennemførelsen af store reformer er Obamas vigtigste valgløfte ikke blevet indfriet. Han forsikrede under valgkampen for to år siden, at han kunne blive eksponent for en helt ny politisk kultur i Washington, der kunne kaste de ideologiske grøfter til og sikre tværpolitiske løsninger på USA?s største problemer.

Republikanerne har siden i Kongressen haft held med at føre en benhård oppositionspolitik, hvor man har holdt sammen og afvist ethvert samarbejde med demokraterne. Uanset hvem, der har ansvaret – og republikanerne siger, at demokraterne kun har gjort halvhjertede forsøg på at samarbejde ind over midten – så er slutresultatet foreløbig blevet, at polariseringen mellem partierne er så skarp som nogensinde.

Udover kritikken fra højrefløjen må Obama også leve med at være ugleset på sit eget partis venstrefløj. Den triste sandhed for præsidenten er, at han er under dobbelt beskydning som følge af såvel de store økonomiske hjælpepakker som sundhedsreformen og reguleringen af finansektoren.

Til højre i amerikansk politik er det grundopfattelsen, at Obama og demokraterne er gået alt for langt i retning af statslig indblanding i samfundslivet. Man har, hævdes det, udnyttet krisen til at trække USA mod venstre til skade for privat initiativ og virkelyst og i modstrid med de principper, som USA bygger på. Opfattelsen er så stærk, at den har givet luft til den højreorienterede græsrodsbevægelse "Tea Party Movement", der netop nu går sin sejrsgang over store dele af landet.

På venstrefløjen i det demokratiske parti har man den modsatte opfattelse, nemlig at præsidenten og partiets grupper i Kongressen ikke har udnyttet krisen til at gå langt nok i retning af de europæiske velfærdssamfund med udbredt statslig styring af økonomien og samfundet i øvrigt. Obama har, hævdes det, svigtet som leder ved ikke at være i stand til at bruge kongresflertallene til markante ideologiske fremstød. Hertil kommer en tiltagende kritik af Obamas optrapning af krigen i Afghanistan, der anses for et grundlæggende svigt i forhold til partiets idealer.

Der er altså tale om, at præsidenten og hans partifæller i Kongressen angribes af begge fløje i amerikansk politik, og det gøres med de diametralt modsatte begrundelser, hvilket mere end noget andet illustrerer den politiske klemme, som Obama og den demokratiske partiledelse befinder sig i.

At det er kommet så vidt, at den frelsende Messias fra præsidentvalget politisk er presset så meget i defensiven, er i virkeligheden det mest overraskende ved udviklingen gennem de forløbne to år. De færreste havde forestillet sig, at faldet i meningsmålingerne ville blive så voldsomt for Obama og demokraterne.

Der er fortilfælde. I historieskrivningen fremstilles republikaneren Ronald Reagan ofte som evigt populær. Men sandheden er, at også han to år efter sin første valgsejr i 1980 førte sit parti ud i et stort nederlag ved et midtvejsvalg. Og det samme skete i endnu højere grad for demokraten Bill Clinton i 1994.

Hvordan reagerede de, og hvilke konsekvenser fik det for deres politik? Hvad vil Obama gøre, og hvilke muligheder har han efter det forventede nederlag? Dette beskrives i Udlandskommentaren på næste fredag.

ehrenreich@k.dk