En ægtemand i De Forenede Arabiske Emirater har fået en bøde for at slå sin hustru for hårdt
Højesteret i De Forenede Arabiske Emirater har straffet en ægtemand med en bøde.
Manden har slået sin kone og voksne datter, men ifølge højesterets tolkning af sharia slog han dels hustruen for hårdt, dels slog han sin voksne datter, hvilket der ikke er belæg for i islamisk ret.
Selvom manden altså bliver straffet, så fik højesteret også stadfæstet, at man godt må slå sin kone, hvis det for eksempel ikke hjælper at nægte hende sex. Hovedreglen er så, at man ikke må slå, så det kan ses.
Dommen har mødt modstand fra andre religiøse lærde. Blandt andet fra Tabah Fonden. Her mener lederen af forskningsafdelingen, Jihad Hashim Brown, at når man lægger Koranen, hadith - profetens praksis - og værker af religiøse lærde sammen, så findes der ikke en klar og præcis angivelse af, at det er tilladt at slå sin kone.
"De fleste religiøse lærde er enige om, at det er forbudt at skade eller fornærme sin hustrus ære. Og da der ikke er en præcis angivelse, så hører tekster, der antyder noget andet, ikke hjemme ved domstolene," siger Jihad Hashim Brown til The National, en engelsksproget avis i De Forenede Emirater.
Dr. Ahmed al Kubaishi, der leder sharia-studierne på Emiraternes universitet i den irakiske hovedstad, Bagdad, mener, at kun hvis familien ikke kan undgå et sammenbrud uden, kan det tillades at slå sin kone.
"Det er bedre, hvis man melder hende til politiet. Men hvis manden ikke ønsker, at forholdene i hjemmet bliver kendt af andre, så kan det at slå sin kone være sidste udvej," mener han.
I Koranens kapitel 4, vers 34 hedder det: "Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor."
benteclausen@k.dk