Da den iranske konvertit Amir Yavani for et halvt år siden fik afvist sin asylsag og frygtede for sit liv, stod frivillige fra kirker på Vesterbro i København klar med mad og husly. Da 53-årige Carsten Reimer med ødelagt knæ blev sat på gaden og fik hjerteproblemer, var det kristne optagelseshjem i jyske Møltrup for et års tid siden stedet, hvor han kunne hvile ud. Da den enlige mor Jannie Andersen fik et mentalt sammenbrud efter afslag på hjælp fra kommunen, var det Frelsens Hærs familiekonsulenter, som hjalp både hende og hendes fire børn i Århus med at komme på fode igen. Da Palle Helt på 50 år senest kom ud af fængslet, var det den kirkelige Café Exit, der fordomsfrit tog imod ham og indgød tro på et bedre liv. Og når landets allerfattigste, hjemløse og udstødte til december skal forsøge at finde juleglæden i en kold tid, så vil en stribe af kirkelige og diakonale organisationer fra hele landet med hjertet solidt anbragt på rette sted også i år med julepakker og julehjælp sørge for livets opretholdelse for disse tusinder af menneskeskæbner, hvis tilværelse er præget af stor nød på samfundets bund.

Kristeligt Dagblad afslutter i dag en stor artikelserie om kirkens arbejde for og med de svageste og mest udsatte grupper i det danske samfund. Serien har med en lang række af eksempler påvist, hvordan kirken selv i et ellers rigt samfund som det danske er sidste udvej for store grupper af mennesker: prostituerede, psykisk syge, afviste asylsøgere, romaer, depressive enlige, hjemløse, hiv-smittede med selvmordstanker, folk med dybe misbrug og mennesker med kriminelle løbebaner. "Vi registrerer ikke folk. Vi forventer, at de vil starte på en frisk, når de kommer her. De stoler på os, og de ved, at vi ikke fortæller deres historier videre," lød det dækkende fra en af de mange aktive i det frivillige kirkelige miljø, som avisen har kortlagt. For kirkerne giver mennesker en ny chance. Kirkerne kan og vil noget andet med mennesker, end mange af de offentlige systemer gør. Og resultatet er ofte bedre. Det er tilliden, tilgivelsen og troen, som gør forskellen.

At næstekærligheden i praksis virker bedre end mistænkeliggørende kontrol er en pointe, som burde mane til eftertanke også i de politiske systemer. Danmark ville være ilde stedt, hvis alle de frivilige, som henter inspirationen i kristendommens budskab om næstekærlighed, ikke var der. Kirkerne viser os alle vejen til et humant samfund. Derfor bør landets politikere også klart bakke op om det kirkelige og frivillige sociale arbejde. Samtidig bør de lytte mere, når kirkerne advarer om tiltagende kynisme. For hverken symbolsk eller reelt skal der trampes på nogen, som ligger ned. Det tjener os alle bedst, at vi hjælper og værner om den, som er svag.

mth