DER HAR VÆRET snakket ghettoproblemer i Danmark i mere end 20 år. Problemet er, at det er blevet ved snakken. Gang på gang har vi hørt, at vi skulle have ændret beboersammensætningen. Vi skulle have nedbragt kriminaliteten. Vi skulle have folk i arbejde. Kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet. Vi skulle gøre noget ved problemerne i ghettoskolerne.
Selv om dette har været politiske temaer i mange år, er der ikke sket nogen store forbedringer på disse områder. Der er bevilget en masse penge med det formål at forbedre de fysiske rammer, og der er bevilget en masse midler til de mange projekter, som har set dagens lys igennem årene. Trods dette eksisterer de fundamentale problemer i en række boligområder stadig.
Problemet er, at man i Folketinget ikke på noget tidspunkt har villet erkende problemerne, som de er. Man bliver ved med at fastholde, at problemerne i de bestemte boligområder alene skyldes sociale problemer. Man lukker øjnene for, at også de kulturelle og religiøse forskelle kan være årsag til de problemer, som findes i disse boligområder.
Man har udelukket de værdipolitiske aspekter i denne sag. Forskelle i kultur og religion, som betyder forskelle i normer og værdier hos en stor del af de beboere, som bor i disse områder, i forhold til livet uden for disse boligområder, er vigtige faktorer.
Disse forskelle betyder, at store grupper i nogle boligområder lever isoleret fra det danske samfund. De ser ikke dansk tv. De hører ikke dansk radio. Mange kommer ikke uden for boligområdet. Mange taler ikke dansk. Derved deler de ikke den "vi-følelse", eller fællesskabsfølelse, som findes i det øvrige danske samfund. Det betyder samtidig, at de ikke føler, de er en del af fællesskabet. Derfor føler de sig helt naturligt udenfor.
De danner ikke deres identitet ud fra værdierne i det danske samfund, men derimod ud fra værdierne i det lukkede miljø i boligområdet. Identitet dannes i subkulturerne i området. Her føler de den anerkendelse, som de ikke får i majoritetssamfundet uden for boligområdet.
DERFOR OPSTÅR der for eksempel bander og små kriminelle grupper eller religiøse fundamentalistiske grupper. Men også det helt almindelige fællesskab med anderledes normer og værdier kan udgøre grundlaget i en subkultur. Fælles for alle disse subgrupper er, at de er med til at danne et system af parallelsamfund, som lever et liv ved siden af det danske uden at være en del af fællesskabet.
En stor del af disse mennesker danner deres identitet i en modstand mod det danske samfund, altså som en modsætning og en modstand til den danske identitet og de danske værdier. Det er her, hele det værdipolitiske aspekt kommer ind. Det er forklaringen på, at vi møder så mange vrede unge mennesker i disse områder. Det er derfor, nogle bliver kriminelle. Det er også derfor, at disse boligområder er arnesteder for fundamentalisme, religiøs fanatisme og islamisme.
Det er altså parallelsamfundet, der er problemet og ikke hele boligområdet. Det er derfor ikke korrekt, når vi hele tiden benævner bestemte boligområder som ghettoområder. På den måde gør vi alle i et bestemt boligområde til et problem. Man skal jo huske på, at der bor en del mennesker, blandt andet med dansk baggrund, i disse områder, som jo er en del af det danske samfund, som ikke har andre værdier og normer end de danske, og som ikke er med i nogle af disse subgrupper.
DERFOR MÅ DET stå helt klart, at det ikke bare er sociale problemer, som er årsag til parallelsamfundene, men derimod også forskelle i normer, værdier, kultur og religion. Hvis vi erkender det, bliver det meget nemmere at løse problemerne. Man ændrer ikke værdierne og normerne ved at rive huse ned eller ved at sælge boligerne eller ved at køre børnene rundt til skoler uden for boligområderne. Man ændrer heller ikke værdier og normer ved at låse børn og unge mennesker inde i hjemmet efter klokken 22.00 om aftenen.
Man ændrer derimod værdierne og normerne ved målrettet at opbygge en "vi-følelse" og en fællesskabsfølelse med det danske samfund hos de børn og unge, der bor i de lukkede parallelsamfund. Denne fællesskabsfølelse skal dannes i vuggestuerne og børnehaverne og i skolerne. Samtidig skal man have fat i mødrene og de mindste børn, som man skal lære dansk og give en viden om det danske samfund. Får man fat i moderen i familien, har man fat i hele familien.
Et helt centralt punkt er at løfte niveauet i undervisningen af elever med fremmed baggrund til et meget højere niveau, end det sker i dag. Eleverne skal have følelsen af, at de er lige så gode, dygtige og værdsatte som alle de andre børn og unge, der bor uden for boligområdet.
Det vil koste penge. Men alle de andre ting, man har gjort igennem årene i disse boligområder, har også kostet mange milliarder kroner. Og det har haft meget lidt effekt. Man skal samtidig huske, at problemet ikke bliver mindre i årene fremover, hvis vi ikke gør noget nu, hvilket jo betyder, at det bliver meget dyrere, hvis vi ikke gør det rigtige nu.
Eyvind Vesselbo er MF (V) og medlem af integrationsudvalget