De er gartnere for deres kærlighed

Mens Grethe voksede op i en meget kristen arbejderfamilie, foregik Niels' barndom i en konservativ familie uden diskussioner om tro og kirkegang. De er begge skilt fra deres tidligere ægtefæller, og da de mødte hinanden i 2001, startede deres forhold som et venskab.

Niels fortæller, at Grethe samlede ham op fra helt nede under gulvbrædderne. Havde hun ikke været der, ved han ikke, hvor han ville være i dag. Grethe fortæller, at det ikke altid har været nemt at håndtere de sen-abstinenser fra medicinen, Niels har oplevet. Aggressivitet og irritabilitet for eksempel. Og depressioner og humørsvingninger. Det betød blandt andet, at Niels ikke var i stand til at gøre ret meget på hjemmefronten, og derfor lod Grethe om at gøre det huslige arbejde. Grethe fortæller, at hun indimellem næsten følte sig udnyttet.

"Det var selvfølgelig ikke altid sjovt. Når min mand var deprimeret, har jeg måttet være den tjenende ånd, og det føles ikke ligeværdigt, når begge går hjemme. Men i dag går det den rigtige vej, og jeg tror, vi kommer ud af det med skindet på næsen og en succes i baglommen. Kampen er allerede vundet på flere områder," siger Grethe.

I lignelsen om figentræet beder gartneren om lov til at grave omkring træet og give det gødning. Han tror på, at det ved at blive plejet vil bære frugt igen. Niels fremhæver, at det især er Grethe, der har været god til at arbejde for at holde deres parforhold i live.

"Det var Grethe, der foreslog, at vi skulle arbejde med vores kommunikation ved at starte i parterapi. Hun har været tovholder, når det kommer til det punkt. I starten var jeg skeptisk, men vi har fået nogle rigtig gode teknikker derfra. Man skal forsøge at komme ind på den andens banehalvdel. Og når man har diskussioner og konflikter, skal man i stedet for bebrejdelser prøve at forstå den anden og komme til undsætning. Men alt det har jeg lært, fordi jeg har begået alle de fejl," siger han.

Grethe føler sig også rigtig godt hjulpet på vej med parterapien, men hun føler også, at hjælpen kommer et andet sted fra.

"Indfaldsvinklen for mig har også været, at Gud har været med os. At han sommetider guider os i vores hverdagsliv. Hvis jeg for eksempel læser et indlæg i et blad eller har en god snak med et andet menneske, som rammer lige præcis det, jeg går og grubler over, har jeg sommetider følt, at jeg er blevet guidet fra oven. Jeg tror heller ikke på, at mit og Niels' møde var tilfældigt. Og det gør på en eller anden måde, at man ikke bare føler, man kan gå hver sin vej. Jeg tror, at nogen har alt for travlt med at gå fra hinanden," siger hun.

Niels har valgt at gå i Baptistkirken i Roskilde med Grethe, men det er ikke altid nemt for ham at forstå Grethes tætte forhold til Gud.

"Jeg valgte at gå ind i et univers, som jeg ikke kendte, men det var mere af intellektuel nysgerrighed. Når vi har en diskussion, og Grethe blander Gud ind i det, kan det godt give anledning til noget frustration. Men på den anden side ved jeg, at troen er altafgørende for hende. Vi har lært at acceptere hinandens forskellige holdninger."

Grethe fortæller, at det handler om at bruge sin vilje til at finde gode sider ved sin partner.

"Når man er sur, kan man prøve at sætte sig ned og skrive 10 gode ting om den anden. En gang var vi trætte af, at vi ikke synes, vi havde så mange fælles interesser, men så satte vi os ned og fandt en hel del. Vi har også lært at acceptere, at vi ikke kan tvinge hinandens interesser ned over hovedet på hinanden. Jeg ville aldrig sige 'Lær at strikke' til min mand, og samtidig må han så acceptere, at jeg ikke orker at høre mere om Anden Verdenskrig. Til gengæld har vi fundet ud af, at vi begge brænder for at rejse og for at se vores venner og børnebørn."

Når de i dag ser tilbage på alt det, de er gået igennem, priser de sig lykkelige for, at de ikke "huggede træet om".

"Det betyder utrolig meget, at vi har holdt ud og er blevet sammen, for når det kommer til stykket, kan vi ikke undvære hinanden. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skulle leve uden Grethe, hun er helt fantastisk. Man kan godt have dårlige dage, hvor ens lunte er kortere, men så må man lære at tælle til 10 og lade være med at handle i affekt. Vi er blevet enige om, at vi aldrig må lade solen gå ned over vores vrede. Og at vi skal sige pænt farvel, når vi forlader hinanden, for man ved aldrig, om det er sidste gang," siger Niels.

graa@k.dk