Marianne With Bindslev |
23. oktober 2010
Dobbeltsengen er udvidet, så der er plads til familien Lykkegaards tre børn. De skal først i egen seng, når de selv vil, mener mor og far, der praktiserer blidt forældreskab
Hver gang Lea Lykkegaard vendte ryggen til Klara Oline og lukkede døren til børneværelset, sådan som sundhedsplejersken havde fortalt, skar gråden hende langt ind i sjælen. Klara Oline fik lov til at græde, og Lea vendte tilbage for at trøste med passende mellemrum. Alligevel føltes metoden helt forkert, og Lea Lykkegaard gav hurtigt op.
"Det er stadig ikke rart at tænke tilbage på de aftener, hvor Klara Oline græd," fortæller Lea Lykkegaard og fortsætter:
"Når en baby græder, er det jo hendes måde at bede om hjælp på. Når jeg ignorerede hendes gråd, var det det samme som at lære hende, at det ikke er o.k. at bede sin mor om hjælp."
Lea Lykkegaard valgte "at følge sit hjerte", som hun formulerer det, og tog Klara Oline ud af børneværelset og ind i dobbeltsengen. Her kunne hun falde i søvn, mens mor strøg hende over håret og nulrede hendes hænder.
Der fik Klara Oline lov til at blive liggende hver aften og nat, indtil hun fyldte fire og et halvt år, og selv ytrede ønske om at komme ind i sin egen seng.
At sove sammen med sin baby og sine børn – eller samsovning – er en del af principperne bag blidt forældreskab, som Lea Lykkegaard og hendes mand, Jan, praktiserer. Ikke fordi de forsøger at passe ind i en bestemt opdragelsesretning, men blidt forældreskab er bare en måde at være forældre på, som passer godt til dem, fortæller hun.
Ud over samsovning indebærer blidt forældreskab, at børnene som babyer er blevet båret i slynger, er ammet længe, og at børnenes behov og ønsker så vidt muligt bliver set og hørt.
"Anerkendelsen af børnenes behov er meget vigtig," understreger Lea Lykkegaard.
"Om de så er 13 uger gamle som vores yngste, Vera Filuka, og har behov for at blive båret i en slynge, eller ni år og har behov for at blive anerkendt i deres udviklingsliv eller som vores fireårige, der lige nu er meget bevidst om, hvad hun vil og ikke vil. Hun reagerer prompte med skrig og skrål, hvis ikke vi anerkender hendes behov."
Parret Lykkegaard har haft god succes med at udskifte ordrer med anmodninger, så i stedet for at sige: "Stop med at hoppe trampolin nu, vi skal af sted", siger de: "Jeg kan se, du gerne vil fortsætte med at hoppe på trampolin, men nu skal du høre: Vi skal snart ud af døren, så jeg vil gerne have, at du kommer med."
Lea Lykkegaard har læst en masse om anerkendende pædagogik og blidt forældreskab, både fordi hun personligt interesserer sig for emnet, og fordi hun er uddannet skolelærer. Der er også mange i parrets omgangskreds, der har taget principperne til sig. Men for snart 10 år siden, da Klara Oline kom ind i dobbeltsengen, havde Lea Lykkegaard opfattelsen af, at deres måde at putte på var et brud på, hvordan "man gjorde".
"Jeg var ikke så åbenmundet om, at vores datter sov sammen med os. Måske fordi jeg tænkte, at andre ville tænke, at vi ikke kunne finde ud af at sætte grænser for vores børn," siger Lea Lykkegaard, der afviser, at hun som forælder ikke sætter grænser for sine børn i sit ønske om at være anerkendende.
"Vi har også nogle helt faste rammer, der går ud på, at børnene har faste sengetider, lektierne skal laves før aftensmaden, og vi spiser altid sammen. Der er nogle ting, vi prioriterer for børnene, og jeg tænker, at det er rart for dem at mærke, at der er nogle rammer og nogle grænser, som vi som voksne sætter."
Mens hun taler, ligger parrets yngste, Vera Filuka på 13 uger, og sover trygt i slyngen hos mor.
Der ligger hun en stor del af dagen, når hun ikke bliver ammet. For det bliver hun lige så meget og lige så tit, hun vil. De to ældre søstre blev ammet, indtil de var 20 måneder, og Lea Lykkegaard har heller ingen intentioner om at afkorte ammeperioden for den sidst ankomne – medmindre Vera Filuka selv vil.
"Amning giver tryghed, nærhed og kærlighed, og det er jo lige netop det, vi gerne vil give vores børn. Hver og en."
familieliv@k.dk