Reformatoren, der gerne ville dø

Philipp Melanchthon 1493-1560 var reformatoren Martin Luthers tætteste samarbejdspartner i arbejdet med at reformere den katolske kirke -- et arbejde, som endte i en helt ny kristen trosretning. Da Luther i de første år af Reformationen ofte var truet på livet, blev det tit Melanchthon, der deltog i kirkelige møder. Ved Rigsdagen i Augsburg i 1530 var det således ham, der både skrev Den Augs-burgske Bekendelse og fremlagde den mundtligt for kejser Karl V. -- Arkivfoto af Lukas Cranach den Ældres maleri af Melanchthon fra 1543.

Læs også

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Bente Clausen | 25. oktober 2010

REFORMATIONEN Philipp Melanchthon er manden bag folkekirkens vigtigste bekendelsesskrift: Den Augsburgske Bekendelse – men meget mindre kendt end samtidige Martin Luther, som har lagt navn til de lutherske kirker. Melanchthon og hans teologi portrætteres i ny bog

Philipp Melanchthon glædede sig til at dø. Til at slippe for "synd, bekymringer og teologernes ubesindige raseri".

Siden Martin Luthers død i 1546 var angrebene på Luthers nære "samarbejdspartner" taget til fra de ortodokse lutheranere. Han blev anklaget for sit nadversyn, sin opfattelse af forholdet mellem kirke og stat og sin humanisme.

Philipp Melanchthon skriver også, at hans sygdom ikke gør ham så ondt som "den hellige kristne kirkes store jammer og elendighed, som skabes af unødvendig splittelse, ondskab og modvilje fra dem, som af umenneskelig misundelse og had mod os har afsondret sig fra os uden rimelig årsag. Disse vanvittige folk vil ikke holde op." Det var vel at mærke ikke den katolske kirke, han rasede imod, men trosfæller, som angreb ham fra alle sider.

Det fremgår af en ny biografi om Philipp Melanchthon skrevet af dr.theol og kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten.

Annonce

I år er det 450 år siden, Melanchthon døde. I Tyskland fejres han hele året, men i Danmark, som han i 1500-tallet havde tæt kontakt med, er han nærmest opslugt af glemslen.

Hvis det altså ikke lige var, fordi han er forfatter til folkekirkens vigtigste bekendelsesskrift: Den Augsburgske Bekendelse.

Philipp Melanchthon blev født i 1493 som søn af en våbensmed hos kurfyrste Philipp af Pfalz, som han også er opkaldt efter. Mere end almindeligt begavet og i tilgift begavet med en baggrund, der overhovedet gjorde uddannelse mulig i middelalderen, begyndte han på universitetet som knap 13-årig. "Fjumre-år" var en ukendt disciplin i 1500-tallet.

Det var ikke teologien, der interesserede ham mest, selvom han af egen drift også studerede den. Hans hjerte var hos filosofien, sprogfagene græsk og hebræisk samt jura, historie og medicin. Men i 1518 blev han som 21-årig professor i Wittenberg og mødte her Martin Luther, som året før havde sømmet sine 95 teser om en intern reformation af den katolske kirke op på byens kirkedør. Melanchthon var begejstret, og flere protektorer af den unge mands dannelse måtte se sig udmanøvreret af reformatoren.

Det synes en underlig alliance: Den lidt sværmeriske unge mand, der tog varsler, drømme og astrologi dybt alvorligt, og det forhærdede tidselgemyt Luther, som med sine skarpe udfald mod den katolske kirke i almindelighed, paven i særdeleshed og dertil også jøder og tyrkerne, selv i dag overgår Tidehverv i disciplinen hån, spot og latterliggørelse.

Men de var enige om mange ting, omend Melanchthon med sin humanistiske tilgang var mere optaget af kompromisser, og som langt op i 1540'erne stadig troede, at reformatorerne og den katolske kirke kunne genforenes.

I 1520'erne blev Melanchthon alene tilbage i Wittenberg, mens Luther gemte sig for den pavelige bandbulle, der kunne koste ham hovedet. Ind flød så til gengæld en strøm af mennesker, der blandt andet med vold ville gennemføre Luthers tanker. Kirkeinventar blev ødelagt, og munke forulempet. Den situation var Melanchthon ikke voksen. Luther kom tilbage og fik vendt stemningen. Sammen oversatte de Det Nye Testamente til tysk, det udkom i 1522. Og derefter vendte Melanchthon sig igen til universitetet og de humanistiske fag, som han mente var af afgørende betydning for teologien. Derefter kom bondeoprøret i 1525, som de begge fordømte.

I 1530, da den tyske kejser Karl V indkalder til Rigsdag for blandt andet at få en status på reformatorernes tro, er Luther – igen – fredløs. Så det bliver op til Melanchthon at fremlægge redegørelsen for protestanternes troslære. 14 dages ridt fra Augsburg forsøger Luther at holde hånd i hanke med udviklingen.

Melancthon, som ikke er et robust gemyt, er psykisk presset af tanken om at stå over for kejser, katolsk ledelse og det tyske riges politikere. Og trussel om krig fra begge sider på grund af den rette tro – og en hel del magtpolitik – gør det ikke bedre. Men han skriver Den Augsburgske Bekendelse og læser den højt for kejseren under rigsdagen. Det tager to timer.

Og han skriver til sin bror: "Andre teologer ville have affattet bekendelsen. Gud give, at de havde gjort det. Nu er de utilfredse med min og vil have den ændret. En skriger det ene, den anden det andet! (?) Gud er mit vidne: Mine hensigter er gode, men lønnen vil være den, at man hader mig!".

I bekendelsen fordømmes muslimer, gendøbere og en række andre. Men ikke paven og den katolske kirke. Håbet om forening levede stadig. Det skete som bekendt ikke, men det blev begyndelsen til den splittelse af de gammellutherske og Melanchthons linje, der 20 år senere fik ham til at ønske sig død.

Luther erklærede sig enig. Han ville ikke selv have kunnet træde "så sagte". Men han bebrejdede senere Melanchthon for at være for eftergivende. I 1537 skrev Luther så De Schmalkaldiske Artikler, hvor han giver paven tørt på.

I Danmark er det Den Augsburgske Bekendelse, der allerede i 1531 bruges i reformationskampen – og den står stadig som nutidens folkekirkes vigtigste bekendelsesskrift i 1530-udgaven. Havde Melanchthon kendt holdbarheden af det skrift, som for ham "blot" var et forsøg på at forklare kejser og andre katolikker, at reformatorerne holdt sig inden for oldkirken og Det Nye Testamente, var han nok blevet endnu mere nervøs.

Det var ikke bare bekendelsen, der gjorde Melanchthon kendt i Danmark. Københavns Universitet blev i en ny udgave efter borgerkrigen i 1534-36 oprettet efter Melanchthons forskrifter.

Han brevvekslede med kong Christian III, der i 1536 gjorde danskerne til evangelisk-lutherske. Kongen var den mest fremtrædende lutheraner i 1500-tallet, fordi han var konge i det dansk-norske rige samt også styrede hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Under religionskrigen i 1547 forsøgte Melanchthon at flygte til Danmark sammen med blandt andre Luthers enke. Forsøget mislykkedes. Kongen havde også stillet et professorat i udsigt. Alle reformatorerne i Tyskland sendte deres publikationer til Christian III, og kongen understøttede både Luther og Melanchthon med årlige beløb, der svarede til 25 procent af en professorløn.

Men ud over bekendelsen, som Melanchthon ændrede flere gange efter 1530, så er det sit universitetsvirke, han altid anså for vigtigst. Hans livslange fastholdelse af den ubrydelige forbindelse mellem humaniora og teologi og hans metodelære kan ikke undervurderes i betydning. Hans tanker om uddannelse spredtes langt ud over Tyskland, blandt andet studerede 600 danskere i Wittenberg i 1500-tallet.

Efter 1600-tallet gled Melanchthon ud af den danske teologiske bevidsthed – i dag står kun bekendelsen tilbage.

I Wittenberg står Luther og Melanchthons kister ens og side om side.

Som i livet så også i døden.

benteclausen@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock