Grundtvig, Wozniacki og janteloven

Anvendes janteloven derimod som en besværgelse af andres middelmådighed, så skal man passe på, at man ikke selv går gennem isen som Peter Mathiesen, der red på grisen. Det pudsige er, at de, der foragteligt taler om jævnhedens tyranni, samtidig får placeret sig på den rette side af kridtstregen: Ingen skal i hvert fald beskylde dem for at være jævne og middelmådige.

Men pas på! Jeg har flere gange oplevet folk, der hoverende kaldte H.V. Kaalunds ”På det jævne, på det jævne” for middelmådighedens slagsang. Det eneste, de herved afslørede, var, at deres evne til at læse indenad var under lavmålet. Her ville middelmådigheden ligefrem være et fremskridt.

Når talen om janteloven er dikteret af angsten for at være som de andre, bliver den dum at høre på. Og når Grundtvig beskyldes for at stå fadder til et kulturelt mediokrati, der udgrænser det ekstravagante, så er det en forbier langt uden for skydeskiven. Hos Grundtvig er vi nemlig alle funklende stjerner: ”Gud give os at skinne så,/ som himmellys, skønt af de små.”

Pointen er, at vi har mere tilfælles end det, der adskiller os. Den grundtvigske folkelighed er alt andet end antielitær. Den tillader sig at mene, at også de fremragende er en del af folket. Niels Bohr var ikke en jævn atomfysiker, men efter sigende et jævnt menneske.

Og lad os glædes over, at det danske folk rummer Maren og Muhammed og Søren Kierkegaard og H.C. Andersen og Paul Elvstrøm og Natasja, og at det stadig byder på nye stjerneskud som René Redzepi og Caroline Wozniacki.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm