Michael Ehrenreich |
25. oktober 2010
Der må udvises kildekritik i forhold til WikiLeaks
Når der kommer alvorlige beskyldninger mod soldater i felten, skal de naturligvis underkastes en nærmere undersøgelse. Alle involverede parter, herunder ikke mindst forsvaret selv, har behov for at vide, hvad der er op og ned i anklagerne.
Det gælder særligt den aktuelle sag, hvor det påstås, at danske soldater under deres deltagelse i krigen i Irak medvirkede til at tage et hidtil ukendt højt antal irakere til fange og efterfølgende udleverede dem til det lokale politi trods advarsler om, at de kunne blive udsat for tortur.
Det hævdes tillige, at antallet ikke stemmer overens med oplysninger, som Forsvars- ministeriet tidligere har givet til Folketinget, fordi danske officerer på stedet tilsyneladende lod britiske enheder stå for tilbageholdelserne, hvormed danske myndigheder behændigt snoede sig uden om det juridiske ansvar.
Inden der drages for hastige konklusioner, er det imidlertid nødvendigt at minde om nogle forhold, der gælder krigsførelse i almindelighed og kilden til de nye oplysninger – internetorganisationen WikiLeaks – i særdeleshed. Alle bør vente med at fælde domme, indtil sagerne er blevet tilstrækkeligt belyst.
Det kan nemlig ikke siges at være tilfældet på nuværende tidspunkt. Kilden til oplysningerne er råmateriale i form af indberetninger fra fronten. Vi ved ikke, om de tegner et dækkende billede af begivenhederne, eller om billedet senere er blevet ændret. Er der fejl eller unøjagtigheder i materialet, og er de senere blevet rettet?
Krig er en overmåde beskidt affære, der udsætter deltagerne for meget voldsomme belastninger. Skal der drages konklusioner, må det være på basis på fuldstændige oplysninger, der er blevet genstand for ansvarlig vurdering, og ikke fragmenter fra en voldsom virkelighed.
Det skylder vi hensynet til vore soldater i felten, både dem, der var med i Irak i sin tid, og dem, der har været og stadig er udsendt til Afghanistan og andre steder under vilkår, der uden overdrivelse kan betegnes som livsfarlige.
Det er også vigtigt, at såvel presse som politikere viser den nødvendige kildekritik, i dette tilfælde i forhold til WikiLeaks, der er en omstridt og kontroversiel organisation, som tidligere er blevet grebet i fejltagelser – for slet ikke at tale om helt uansvarligt at offentliggøre særligt følsomme oplysninger, der risikerede at bringe involverede militære enheder i livsfare.
Specielt organisationens stifter og frontfigur Julian Assange er værd at interessere sig for. Han er personligt imod krigene i Irak og Afghanistan, hvilket han ikke lægger skjul på, og han har et horn i siden på amerikanerne. Han anser USA for at være et militaristisk samfund og en trussel mod demokratiet.
Derfor behøver offentliggørelsen af de knap 400.000 lækkede dokumenter ikke nødvendigvis at være et partsindlæg. Men med ovennævnte baggrundsoplysninger in mente har man lov til at tvivle på, hvorvidt de alle er udvalgt og behandlet udelukkende i overensstemmelse med det overordnede hensyn til "sandheden", som WikiLeaks bryster sig af.
Netop af hensyn til "sandheden" må organisationens oplysninger gås efter i sømmene. Indtil det er sket, bør alle, der i denne sammenhæng opholder sig på sidelinjen, undlade at skyde fra hoften.
me
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad