Henrik Hoffmann-Hansen |
27. oktober 2010
Ghettoplan måtte gerne være mere konkret og mere social
Så fik regeringen omsider præsenteret sin såkaldte ghettostrategi. 32 forslag, som skal forbedre integrationen og bekæmpe parallelsamfundene i de udsatte boligområder. Forude venter en besværlig politisk proces, hvor Dansk Folkeparti vil kæmpe for stramninger, mens Liberal Alliance og Kristendemokraterne vil trække i den modsatte retning. Målet er at forvandle 29 ghettoområder til velfungerende boligområder, hvor beboerne kan leve "et almindeligt, fredeligt liv – i respekt for naboer og myndigheder." Blandt de forslag, som skal skabe miraklet, er der både pisk og gulerod. Men mest pisk. En række stramninger, både økonomiske og retspolitiske, skal populært sagt jage ressourcesvage og kriminelle ud af byggerierne eller forhindre, at de overhovedet flytter ind.
Hvor de så skal være i stedet, giver planen ikke svar på, ligesom den i øvrigt er lovlig ukonkret på en række områder. Men man må formode, at de uønskede skal bo i andre almene boliger, der endnu ikke kaldes ghettoer. Hovedtanken synes at være, at man kan fortynde og kontrollere sig ud af problemerne. Problematiske skoleelever skal fordeles på flere skoler, og der skal mere synligt politi og overvågningskameraer i de udsatte boligområder. Huse skal rives ned, og mere ressourcestærke beboere tiltrækkes. Derudover håber regeringen at kunne begrænse tilgangen til ghettoområderne ved at lægge flere sten i vejen for familiesammenføringer fra ikke-vestlige lande, ligesom der kommer nye økonomiske sanktioner over for modtagere af overførselsindkomster.
Den dybe selvmodsigelse ligger i forordet til planen. Her nævnes "tilliden til, at vi vil hinanden det godt" som en af de grundlæggende værdier i det danske samfund. Hele ghettoplanen bæres af, at der netop ikke er tillid. Derfor må den gode stat og den gode kommune træde hårdere til. De frie grundskoler skal udsættes for et "styrket tilsyn", hvis det da ellers efterhånden kan styrkes mere. Der er ingen tillid til, at forældre magter at opdrage deres børn og lære dem dansk, og derfor må de dagen lang sendes i en dansk skole eller børnehave, om de så skal køres i bus mange kilometer væk. Det anfægtende er, at der desværre ofte har været god grund til at miste tilliden. Når ambulancer bliver dænget til med sten, må der selvfølgelig sættes flere politibetjente ind. Når der bliver snydt med dagpenge og kontanthjælp, må kontrollen skærpes. Så der er ikke nogen vej uden om hovedsporet i ghettoplanen, men det ville have pyntet med større vægt på det sociale og det forebyggende og lidt mindre på kontrollen. Under alle omstændigheder kommer det til at tage mange år at "føre ghettoen tilbage til samfundet", som regeringens mål er.
hhh
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad