Republikanske kongreskandidater kritiseres for udsagn om emner som abort og homoseksualitet, men værdispørgsmål er sjældne i midtvejsvalgkampen
Mens USA's igangværende midtvejsvalgkamp er indhyllet i en næsten altoverskyggende debat om nationens økonomiske kvaler, så er værdibaserede, sociale emner i løbet af de seneste uger dukket op i valgdueller flere steder i landet, hvor republikanske politikere er kommet under beskydning for polariserende udtalelser om emner som homoseksualitet og retten til abort.
Blandt de mest fremtrædende eksempler er den republikanske guvernørkandidat i New York, Carl Paladino, der i en nylig tale til en gruppe ortodokse jødiske ledere bekendtgjorde, at børn ikke bør "hjernevaskes" til at tro, at homoseksualitet er "et ligestillet, gyldigt og succesrigt valg". Efter en storm af kritik undskyldte Paladino for sine udsagn og erklærede sin støtte til homoseksuelles lige rettigheder, hvilket til gengæld kostede ham de ortodokse rabbineres støtte.
LÆS OGSÅ:
USA set med danske øjne - del 1Andre republikanske politikere, hvis udsagn om sociale emner har skabt overskrifter, er de ultrakonservative senatorkandidater Sharron Angle i Nevada og Ken Buck i Colorado, der begge er imod abort – også i tilfælde, hvor kvinden er blevet gravid som følge af voldtægt eller incest.
Selvom de skarpe kommentarer vækker opsigt, så er værdibaserede, sociale emner blot en lille del af midtvejsvalgkampen. Det er en markant afvigelse fra de seneste amerikanske kongresvalg, hvor det republikanske parti brugte spørgsmål om abort, homoseksualitet, stamcelleforskning og kristendommens plads i samfundet til at få kernevælgere hen til valgstederne. I denne valgkamp har republikanske kandidater i det store hele skiftet taktik og mestendels undgået kulturkrigsemner, der kan fremmedgøre de eftertragtede uafhængige vælgere for til gengæld at fokusere på amerikanernes bekymringer over økonomien.
Med kun en uges ophedet valgkamp tilbage forsøger nogle demokratiske politikere og grupper til gengæld at fremhæve republikanske modstanderes sociale holdninger, som de beskriver som ude af trit med den brede befolknings ønsker.
En politisk valgreklame i New York hævder eksempelvis, at kvinder bliver gjort til kriminelle, hvis abortmodstanderen Carl Paladino vælges til guvernør, mens en anden valgreklame i Colorado argumenterer for, at en republikansk sejr i senatorvalget vil betyde, at kvinder mister selvbestemmelsen over deres kroppe.
Midtvejsvalget om alle pladserne i Repræsentanternes Hus, cirka en tredjedel af sæderne i Senatet samt 37 guvernørposter og en række lokale politiske embeder finder sted på tirsdag.
nyholm@k.dk