Kun en tåbe frygter ikke traktatændringer. Det er et velkendt motto blandt diplomater og politikere i Bruxelles, der kun alt for godt husker, hvordan det tog et lille tiår og tre nej'er fra befolkningerne i henholdsvis Frankrig, Holland og Irland, før det i 2009 lykkedes at komme i hus med EU's seneste traktat, Lissabon-traktaten.
Derfor er det med en vis frygt, at EU-cheferne i dag og i morgen mødes i Bruxelles for at diskutere, om - og i så tilfælde hvor meget - de skal åbne den under et år gamle Lissabon-traktat for at kunne vedtage nye regler, der skal gøre det økonomiske samarbejde mindre udsat for finansielle sammenbrud i stil med Grækenland i fremtiden.
Det er Tyskland, støttet af Frankrig, som sætter traktatændringerne på dagsordenen. Det sker, fordi tyskerne har brug for en både juridisk og politisk garanti for, at man kan gøre den EU-redningsplanke for stater på vej mod bankerot permanent, som blev vedtaget under eurokrisens rasen i foråret. Og det på en måde, som man er sikker på ikke er i strid med traktaterne. Samtidig vil man skrue op for muligheden for at straffe lande i økonomisk uføre ved blandt andet at fjerne deres stemmeret i EU's Ministerråd.
"Det er den eneste måde, at stabiliteten i eurozonen kan blive permanent sikret," sagde den tyske kansler Angela Merkel i går i en tale til Forbundsdagen.
Men over for Tyskland og Frankrig står Danmark og en stor gruppe andre lande, der mener, man må kunne klare sig med noget mindre end en traktatændring. Her er der ikke nogen appetit på at tage endnu en omgang med diskussioner om folkeafstemninger, modvillige præsidenter, der skal skrive under, og parlamenter, der kan få gode idéer til, hvad man også lige kan putte ind i sådan en traktat, nu ballet alligevel er åbnet.
"Ingen er interesseret i at åbne Pandoras æske," lyder det fra den ungarske europaminister Enikö Györi, der overtager EU's roterende formandskab efter jul og derfor risikerer at sidde med aben.
I Irland taler man allerede om "Lissabon 3", fordi den meget lave tærskel for, hvad der udløser en irsk folkeafstemninger, kan betyde en tredje tur til urnerne, efter irerne forkastede traktaten i 2008 og så fik lov til at prøve igen sidste år. Men også i Østrig har præsidenten lovet en folkeafstemning om enhver suverænitetsafgivelse. Slovenerne kunne også nemt være på folkeafstemningsholdet, mens man fra dansk side helst ikke vil spå om, hvorvidt ændringer vil kræve en tur forbi det danske folk.
De første forsigtige vurderinger fra centraladministrationen lyder, at det formodentlig ikke er tilfældet. Men her vil man have en endelig tekst på bordet, før man udtrykker sig klart.
Et flertal uden om regeringen har dog allerede meldt, at det skal lede til folkeafstemning herhjemme, hvis man udvider den allerede eksisterende mulighed for at fratage EU-landene stemmeretten i Ministerrådet i tilfælde af, at de optræder groft forsømmeligt, og det også kommer til at gælde ikke-eurolandet Danmark.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at man behøver strammere regler.
"Jeg støtter på ingen måde forslaget om, at et land skal kunne fratages sin stemmeret," sagde han i går til nyhedsbureauet Ritzau, hvor han også noterede sig, at han langtfra står alene med sin skepsis.
Skeptiske er de også i EU-Kommissionen, hvor retskommissær Viviane Reding skumler over det, hun vurderer som et tysk-fransk kup udført af de selvsamme lande, der tidligere har været med til at underminere de eksisterende budgetregler.
Hun kalder det over for den tyske avis Die Welt "komplet uansvarligt" at lægge en genåbning af traktaten på bordet.
"Har de slet ikke fattet, at det tog os 10 år at blive færdig med Lissabon-traktaten?" spørger den luxembourgske kommissær.
Men som en diplomat i Bruxelles formulerer det:
"En gylden regel lyder, at når Frankrig og Tyskland er enige, og Storbritannien ikke siger nej, så kører toget."