På halvdelen af landets folkeskoler undervises der så lidt i musik, at faget reelt er ikke-eksisterende, vurderer forsker i rapport
De danske folkeskoler har med hensyn til musikundervisning delt sig i et A- og et B-hold. På halvdelen af skolerne overholdes Undervisningsministeriets vejledende timetal, og undervisningen varetages af kompetente musiklærere. På den anden halvdel er musikundervisningen i realiteten ophørt.
Sådan lyder konklusionen fra Finn Holst, ph.d.-stipendiat ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) under Aarhus Universitet. Han har forsket i folkeskolens musikundervisning og bidraget til rapporten "Musikfaget i undervisning og uddannelse", som offentliggøres på en konference i dag på DPU i forbindelse med den årlige Spil Dansk Dag.
"Gennem mange år har det vejledende timetal i musik gentagne gange fået et hak nedad, og i mange kommuner har man endda reduceret faget til et entimesfag, selvom det anbefalede minimum er to timer på flere af klassetrinene. Dermed fylder faget for lidt til reelt at kunne fungere," siger Finn Holst, som konstaterer, at resultatet bliver, at halvdelen af nutidens skoleelever forlader skolen uden at have fået nogen musikalsk dannelse af betydning.
Ifølge hans forskning i musikfagets timetal er der den følge af, at kommuner giver mindre end Undervisningsministeriets anbefalerede timetal, at de lærere, som har musik som linjefag fra seminariet, søger andre steder hen. Dermed mangler eleverne fagligt kompetent undervisning i de få timer, der er tilbage.
Rapporten viser i øvrigt, at musikundervisning ikke kun er beskåret i folkeskolen. Siden 2006 er antallet af nyuddannede musiklærere halveret, blandt andet fordi musikfaget er nedprioriteret på læreruddannelsen. Samme tendens gør sig gældende på pædagoguddannelsen, og fra 2000 til 2007 er antallet af nyuddannede musikpædagoger fra konservatorierne faldet med 35 procent. Endelig er musik i gymnasiet i 2005 overgået fra obligatorisk fag til valgfag.
"Når musikfaget forsvinder som obligatorisk fag i gymnasiet, har vi samtidig lukket for idéen om, at musik er et fælles og almendannende fag," vurderer rapportens hovedforfatter, professor Frede V. Nielsen fra DPU.
På dagens konference deltager en håndfuld politikere, som musikforskerne vil forsøge at få i tale. Tidligere har de daværende undervisnings- og kulturministre Bertel Haarder (V) og Brian Mikkelsen (K) taget initiativ til, at musikere uden læreruddannelse kan undervise i faget.
Hvad angår kommunernes lave timetal i faget, siger formanden for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, Jane Findal (SF), at hun ikke er bekendt med tallene og derfor ikke vil kommentere dem.
mikkelsen@k.dk