Det er naturligvis korrekt – og elementært - som Peter Tudvad påpeger, at man må skelne mellem anti-semitisme som fænomen og som begreb. Begreber er jo blot menneskeskabte tankekonstruktioner, vi anvender for at kunne orientere os i den virkelige verden.

Paradoksalt nok kan man argumentere for, at de første tegn på anti-semitisme forekommer blandt jøderne selv. Jeg tænker her på forskellige steder i det nye testamente, hvor beskrivelsen af Pilatus som en nærmest neutral og forsonlig person (Matt. 27,24-25, Mark. 15,10, Luk 23,22-24) står i skærende kontrast til beskrivelsen af ham i andre samtidige antikke skrifter, hvor han beskrives som en hensynsløs, voldelig og korrupt statholder, der gang på gang provokerede jøderne til opstand.

Man kan ikke udelukke, at de første omvendte jøder, de såkaldte jødekristne, kunne have en interesse i at skildre Pilatus som en rar og venlig mand, fordi skylden for Jesu korsfæstelse derved alene kunne lægges på det jødiske præsteskab. I moderne tid kender vi også eksempler på, at jøder undertiden hører til blandt de skarpeste kritikere af jødedommen, fx den franske filosof Simone Weil.

Men problemet er vel, at ordet anti-semitisme siden anden verdenskrig på grund af nazisternes grusomheder i dag har fået en endnu mere negativ valør, hvilket giver sig udslag i, at kritik af jøder og jødedom ofte i dag uden videre – og tit med urette - sidestilles med anti-semitisme. Det er en tendens, man i vor tid ser ikke mindst den israelske højrefløj forsøger at udnytte til egen fordel, når de kritiseres for deres bosættelsespolitik og andre forhold, der forhindrer dem i at komme igennem med deres politiske ønsker på bekostning af palæstinenserne.

Man kan med andre ord konstatere, at kristendom og politik lige fra begyndelsen og til i dag har været og er filtret grundigt ind i hinanden. At Søren Kierkegaard viste tegn på det, vi i dag betegner som anti-semitisme, anfægter jo ikke værdien og gyldigheden af hans værker. Så skulle vi jo også kassere Luther. Det viser jo blot, at disse mennesker var sammensatte og ikke-ufejlbarlige personligheder. Der er ingen grund til at gøre stor ståhej i den anledning.