Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Obama kan sagtens ryste et nederlag af sig til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Obama kan sagtens ryste et nederlag af sig

Obama kan godt nå at ryste et nederlag ved midtvejsvalget af sig.

- Scanpix.

Emneord for denne artikel

USA | præsidentvalg | resultater | Obama | erfaring | midtvejsvalg
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Man skal generelt være forsigtig med at konkludere for meget om resultaterne fra midtvejsvalget med henblik på præsidentvalget i USA i 2012. Erfaringen viser, at andre ting bliver afgørende

Udgsigten til en markant tilbagegang for USA's demokratiske parti ved valget til Kongressen på tirsdag er så udbredt, at det for præsident Obama og hans partifæller i valgkampens slutfase drejer sig om at begrænse nederlaget. Men vil det også få konsekvenser for hans egne chancer for genvalg om to år?

Det er langtfra ualmindeligt, at præsidenter oplever tilbagegang ved deres første midtvejsvalg, og der er adskillige eksempler på, at de selv er kommet stærkt igen ved det efterfølgende præsidentvalg - også selvom tilbagegangen har været markant.

I 1982 gik det republikanske parti tilbage, mens Ronald Reagan var ved roret. Årsagen var først og fremmest et økonomisk tilbageslag med stigende arbejdsløshed. Demokraterne havde allerede flertal i Repræsentanternes Hus, som altså blev styrket, så Reagan begyndte at samarbejde tættere med sine politiske modstandere. Økonomien vendte til det bedre, og to år senere knuste han demokraten Walter Mondale ved præsidentvalget.

Bill Clinton løb i 1994 ind i en regulær katastrofe. For første gang i 40 år mistede demokraterne flertallet i begge Kongressens kamre samtidig, så præsidenten stod plud-selig over for et offensivt og selvsikkert re-publikansk parti, der var fast besluttet på at rulle demokraternes politiske landvindinger gennem mange år tilbage.

Annonce
Flertallet brugte også sin magt til at iværksætte den stribe af såkaldt etiske undersøgelser - blandt andet af Clinton-parrets private køb af fast ejendom og præsidentens eget sexliv - der i de følgende år skulle gøre livet så surt for Hillary og Bill Clinton.

Politisk gjorde han som Reagan. Han svingede ind mod midten, men siden nederlaget var større, blev skiftet - i dette tilfælde til højre - mere tydeligt og mere gennemgribende. Uden at rødme kopierede han nogle af republikanernes mærkesager, blandt andet på det retspolitiske og socialpolitiske område. Vidtgående demokratiske reformforslag blev lagt på hylden. Men på det velfærdspolitiske område tog han konfrontationen med republikanerne og nedlagde veto mod flere vedtagne lovforslag. I en meget afgørende konfrontation om finansloven, hvor hele den føderale sektor måtte lukkes i to omgange, trak han det længste strå.

På basis af denne vanskelige politiske balanceakt, hvor Clinton gav efter på nogle områder og holdt fast på andre, besejrede han i 1996 republikaneren Robert Dole ved præsidentvalget. Kan Barack Obama gøre noget lignende?

Politisk er udgangspunktet vanskeligere, fordi Obama grundlæggende ligger længere til venstre end sin demokratiske forgænger i Det Hvide Hus. Et politisk hamskifte vil virke mere utroværdigt.

Holder forudsigelserne om valgresultatet stik, og demokraterne taber flertallet i Repræsentanternes Hus og får tilbagegang, men bevarer flertallet i Senatet, bliver der under alle omstændigheder stukket en kæp i hjulet på hans politiske program.

Han vil blive tvunget til at samarbejde med sine modstandere, der vil være fyldt med selvtillid, efter at det på kun to år lykkedes dem at vende Obama-bølgen og komme tilbage i front i amerikansk politik.

Mærkesager må opgives. Der kan muligvis gennemføres en energilov, om end den formentlig vil blive for smal efter mange demokraters opfattelse og i hvert fald efter Obamas smag. Men en egentlig klimalov efter det mønster, som præsidenten tegnede under sin valgkamp i 2008, vil være umulig.

Begge parter vil formentlig forsøge at samarbejde på konkrete, afgrænsede områder. Lammes forholdet helt, vil begge parter blive straffet af vælgerne i 2012. Det viser al erfaring. Men det bliver et taktisk spil for viderekomne.

I nogle tilfælde kan det politisk være en fordel for Obama, at han får nogle at dele ansvaret med eller skyde skylden på. Det hører nemlig med i det samlede billede, at Obama personligt er betydeligt mere populær end partifællerne på Capitol Hill.

En interessant analyse udarbejdet af det anerkendte Pew Institute viste for nylig, at Obama som præsident står relativt stærkt. En større andel af amerikanerne ønsker i dag, at han skal genopstille til en ny embedsperiode, end tilfældet var for Ronald Reagan og Bill Clinton. De blev som nævnt genvalgt.

Pikant nok ønskede en endnu større andel af amerikanerne, at demokraten Jimmy Carter og republikaneren George Bush i sin tid skulle genopstille. Men de blev begge besejret og fik kun en enkelt embedsperiode.

Hvad dette viser er, at man generelt skal være forsigtig med at konkludere for meget om resultaterne fra midtvejsvalg med henblik på præsidentvalgene to år senere. Det gælder også i denne omgang. Meget kan ske i de kommende 24 måneder. Især økonomien bliver afgørende, som det næsten altid er tilfældet i amerikansk politik.

Hvis de, kære læser, kan holde til mere statistik, så er her noget for feinschmeckerne. Det blev forleden viderebragt af New York Times:

De seneste fire præsidenter, der ikke opnåede genvalg, blev alle udfordret inden for deres eget parti. Demokraten Lyndon Johnson var i 1968 nær ved at tabe et tidligt primærvalg til Eugene McCarthy og opgav kort efter. Republikaneren Gerald Ford besejrede internt Reagan i 1976, men tabte præsidentvalget til Carter.

Fire år senere blev Carter udfordret af Edward Kennedy og tabte siden til Reagan. I 1992 måtte Bush senior bruge kræfter på først at besejre Patrick Buchanan, inden han selv tabte til Clinton.

Set i dette lys er det vigtigste for Obama i første omgang efter valget på tirsdag, at han ikke får en intern konkurrent i det demokratiske parti. Det er i denne forbindelse værd at minde om, at han trak sin værste rival fra 2008, Hillary Clinton, ind i regeringen som udenrigsminister. Det kan vise sig at være et endnu større mesterstykke end hidtil antaget, hvis han kommer i alvorlig modvind i de kommende måneder.

ehrenreich@k.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​