Tysk ministerium gør op med nazistisk fortid

Det tyske udenrigsministe-rium har spillet en langt mere aktiv rolle i forfølgelsen af jøder under Hitler, end det hidtil var antaget.

Det er resultatet af en undersøgelse, som en kommission har offentliggjort i Tyskland. Resultatet kan læses i en 900 sider tyk bog med titlen "Das Amt und die Vergangenheit."

Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, har på ministeriets vegne vedkendt, at ministeriet og dets medarbejdere har medskyld i holocaust.

"Ministeriet har været en aktiv del af Det Tredje Riges forbryderiske politik. Vi skammer os over, at mange medarbejdere i ministeriet har pådraget sig en tung skyld under nazismen," siger han til avisen Die Welt.

For fem år siden havde daværende udenrigsminister, Joschka Fischer, nedsat kommissionen, efter at der var opstået strid om, hvorvidt ministeriets interne blad burde offentliggøre mindeord om afdøde medarbejdere, hvis de havde en nazistisk fortid.

Kommissionens bog dokumenterer, at udenrigsministeriets medarbejdere ikke alene vidste besked om nazisternes mord på jøder, men at de også aktivt støttede forbrydelserne. For eksempel blev ministeriets medarbejder i jødiske spørgsmål, Franz Rademacher, sendt til Beograd "for at koordinere behandlingen af de serbiske jøder", og han skrev i en opgørelse over sine rejseudgifter til ministeriet, at formålet med turen havde været "likvidering af jøder."

I flere årtier efter krigen holdt embedsmændene i ministeriet hånden over nazistiske forbrydere og forsøgte at hjælpe dem. Selv højtstående personer under Hitler som udenrigsministeriets statssekretær Ernst von Weizsäcker, far til den senere forbundspræsident Richard von Weizsäcker, fik hele ministeriets støtte, da han i 1949 kom for retten anklaget for under befaling at have skrevet under på overleveringen af franske jøder til kz-lejrene. Han slap med en fængselsstraf på fem år, fordi han blandt andet forsvarede sig med, at han udelukkende havde beholdt sit arbejde i ministeriet for at hjælpe jøder og andre forfulgte. I 1950 blev han løsladt efter en generel amnesti, og året efter døde han.