Så længe den danske folkekirke er solidt forankret i Grund- loven og den kirke- lige lovgivning, er der ingen fare ved at tilslutte sig det store nordeuropæiske fællesskab
Det er ikke mange dage siden, at folkekirken skrev under på Porvoo-erklæringen og dermed tilsluttede sig det store kirkelige fællesskab af anglikanske og lutherske kirker i det nordlige Europa. I torsdags lå sagen så på bordet hos Folketingets Kirkeudvalg i form af et samråd med kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) om faren for, at den historiske indmeldelse kan gøre skade i den evangelisk-lutherske folkekirke.
Ministeren var klar i sin afvisning af, at der skulle være fare for, at underskrivelsen af Porvoo-erklæringen medfører en ændring i den danske folkekirkeordning.
"Jeg fortsætter med mit trosliv, som om intet var hændt," sagde Birthe Rønn Hornbech i et samråd, der kun var sparsomt besøgt af de travle politikere.
I forbindelse med tiltrædelsen til Porvoo-erklæringen har der fra forskellig side været frygt for, at den danske forståelse af bispeembedet ville blive ændret, og at de anglikanske præster i stor stil ville strømme ind i folkekirken. Ud over sin egen undersøgelse af sagen i ministeriet kunne kirkeministeren oplyse, at hun også selv har spurgt biskopperne.
"Biskopperne sagde samstemmende, at tilslutningen ikke vil ændre ved den nuværende folkekirkeordning. Den vil heller ikke ændre ved synet på bispeembedet, og anglikanske præster kan kun få ansættelse hos os, hvis de følger den ansættelseslov for folkekirken, som Folketinget har vedtaget. Underskrivelsen har heller ikke betydning for landets menighedsråd, for der er ikke tale om et juridisk dokument. Folkekirkens mellemkirkelige Råd har haft kompetence til at foretage underskrivelsen, men den forpligter ikke andre, og ingen kan fortsat tale på folkekirkens vegne," sagde kirkeministeren.
Birthe Rønn Hornbech foreslog, nok med adresse til teologerne Jesper Langballe og Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, som ihærdigt stillede spørgsmål, at de kunne tage sagen i folketingssalen til en afstemning. Det er der ikke stemning for, oplyste Jesper Langballe efter samrådet.
vincents@k.dk