Lige børn leger bedst. Ghetto er et misbrugt ord

BETEGNELSEN GHETTO blev tidligere anvendt om de gader eller bydele i europæiske byer, hvor folk af jødisk tro ved lov var henvist til at bo. Det er derfor ganske forkert, at vi anvender ordet ghetto i forbindelse med muslimers samlede beboelse visse steder i Danmark. Her har vi ingen ghettoer.

Fejlen bliver ikke mindre af, at jeg bruger ordet i et debatindlæg, hvor jeg drager sammenligning mellem muslimers ønske om at bo i nærheden af hinanden og danske udvandreres lignende bosættelsesmønster, hvor i verden de end har slået sig ned i det fremmede.

Når forhenværende dommer Jens Smedegaard Andersen i Kristeligt Dagblad den 19. oktober imidlertid påstår, at min sammenligning af muslimers og udvandrede danskeres sammenhold er uholdbar, så kan jeg naturligvis ikke give ham ret. Tværtimod vil jeg skærpe min holdning – til fordel for muslimerne.

NÅR DANSKE landmænd og håndværkere drog udenlands for at skaffe sig en fremtid dér, bosatte de sig især for landmændenes vedkommende ude i ødemarken. Men de lande, de slog sig ned i, havde kristne love og et eksisterende kirkeliv i et eller andet omfang.

Alligevel fandt danskerne det både rart og praktisk at pleje fællesskab med andre danskere i det omfang, det var muligt. De oprettede både dansk kirke og dansk skole på deres sted.

Men når muslimer af forskellige årsager har slået sig ned i Danmark, ved de selvfølgelig, at Danmark er et land med kristne love. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at muslimer har vanskeligt ved at omgås almindelige danskere i dagligdagen.

Den naturligste udvej er så blevet, at muslimer bosætter sig, som de gør, på de steder, vi kender. Det er yderst beklageligt, men umiddelbart synes det vanskeligt til det umulige at råde bod på problemet.

Karl Maksten,

Rantzausgade 40, 2.,

Aalborg