Karl H. Bornhøft |
1. november 2010
SF foreslår, at kommunerne sammen med regionerne skal have en fælles indkøbsaftale for høreapparater, skriver Karl H. Bornhøft, der er folketingsmedlem for SF
DE PRIVATE høreklinikker har gyldne tider. Regeringen har igennem mange år overhørt samtlige advarsler om overbetaling på de private høreapparatbehandlinger. Og det er kommunerne, der har måttet betaler prisen.
SF har fremsat beslutningsforslag om at sikre fri og lige konkurrence mellem offentlige og private. SF har foreslået ensartede kvalitetsmålinger i både det offentlige og private, så det kunne sammenlignes, samt at kommuner og regioner skulle gå sammen og købe fælles ind og få langt bedre rabataftaler end i dag.
Altsammen har regeringen blankt afvist, for – som de sagde – "vi har ikke noget problem" – lad den stå et øjeblik efter programmet "Operation X".
Vores bekymring er gået på, at kommunernes penge skal gå til velfærd og ikke ryge i lommerne på de private klinikker. Og at penge kunne sikre en langt bedre behandling af mennesker med høreproblemer.
Flere og flere danskere får høreapparater. Og flere og flere private høreklinikker tjener på at sælge høreapparater med offentligt tilskud.
ORDNINGEN MED tilskud til de private høreklinikker blev vedtaget for 10 år siden for at mindske ventetiden på at få et høreapparat. Tilskuddet blev sat til 3000 kroner, og med den nuværende regerings forslag om at hæve tilskuddet markant er det endt på 6230 kroner. Men har det så hjulpet på ventelisterne i det offentlige som de lovede? Næh, de er stadig ekstremt lange.
Hvad nytter det så, at kommunerne betaler 6230 kroner for et høreapparat, der i gennemsnit koster 3500 kroner i Danmark og kun 1300 kroner i Sverige? Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen vurderer, at det høje tilskud presser priserne på både høreapparaterne og de private klinikkers fortjeneste i vejret. Han foreslår, at tilskuddet kan sættes ned til det halve. Personligt studser jeg over, at regeringen tilsyneladende ikke har haft interesse i at skabe konkurrence på området, men blot forgylder de private klinikker.
OGSÅ VENSTRES borgmester i Rudersdal Kommune, Erik Fabrin, er enig i, at tilskuddet er alt for højt. Hans kommune ønsker derfor at gå sammen med andre kommuner om at sende indkøb og tilpasning af høreapparater i udbud.
Og dette er netop en del af SF?s løsning. Vi foreslår, at kommunerne kan gå sammen med regionerne i en stor fælles indkøbsaftale. Dermed kan kommunerne betale den reelle pris og ikke de private høreklinikkers overpris.
Når kommunerne går sammen med sygehusene og køber fælles ind, vil parterne have lettere ved at få priserne ned. Jo større indkøb – jo bedre rabataftale.
I SF er vi økonomisk ansvarlige, og vi vil meget hellere bruge pengene til gavn for patienterne end se dem forsvinde i unyttig overbetaling.
Karl H. Bornhøft er folketings medlem og medlem af Folketingets Sundhedsudvalg for SF