I weekenden var Camilla Ottesen vært ved et stort indsamlingsshow på TV 3 til støtte for brystkræftpatienter. For nylig blev hun positivt overrasket over en gangsterfilm og et stykke moderne arkitektur
Hvad har været din største læseoplevelse?
"Dem er der altså mange af! En bog, som efter min mening er rigtig interessant, er Nelson Mandelas selvbiografi 'Vejen til Frihed'. Biografien er en trist og uhyggelig historie, men den var meget betagende og rigtig god læsning."
Hvilken stor filmoplevelse har du senest haft?
"Jeg har lige været inde at se den nye film med George Clooney ('The American', red.). Jeg havde ingen idé om, hvad det var, jeg skulle se, da jeg gik ind. Jeg troede, at det bare var en af de sædvanlige Clooney-film - meget amerikansk med tjubang og alt det der, men det var den ikke. Den var alt andet end en sædvanlig tjubang- film. Den overraskede mig positivt, for jeg synes faktisk, den var rigtig skøn, og han spillede godt. Og så var den optaget i det smukke Italien. En god filmoplevelse."
Hvad har været din største kulturoplevelse?
"Jeg ved ikke, om det er en kulturoplevelse, men jeg blev meget positivt overrasket, da jeg her i weekenden var ude at se det nye byggeri Ottetallet, der ligger i den nye Ørestad i København. Det kan man vel kalde arkitektonisk kultur.
Jeg blev overrasket over, hvor flot det var lavet med en slags stævn, der ligger med udsigt over Amager Fælled. Det var virkelig en perle og de, der bor derude, må jo have en fantastisk udsigt. Det er dejligt at se, at man bygger nyt byggeri, som samtidig er flot, for jeg synes ikke altid, det nye byggeri er lige pænt."
Hvad er den mest underlige kulturoplevelse du har haft?
"Dem er der i hvert fald nogle stykker af. Jeg kan ikke lige sætte navn på en udstilling, men når man går ind og ser sådan noget som installationskunst, forstår jeg det ikke altid. Jeg forstår mig ikke helt på mærkelige kunstarter. Der står jeg somme tider af."
Er der en type kultur, der efter din mening er overvurderet?
"Nej, jeg synes faktisk, at alle slags kulturer har lov til at være her. Der er noget, jeg er vildere med end andet, og noget, jeg ikke forstår, men det er der jo andre mennesker, der gør. Der skal være plads til al slags kultur, for vi kan lide for- skellige ting. Jeg synes ikke, man skal begrænse kreativiteten i nogen retninger."
Er der dele af kulturlivet, som fortjener mere opmærksomhed?
"Helt sikkert. Jeg kunne godt tænke mig, at for eksempel teaterbilletterne ikke var så dyre, som de er. Nogle gange overvejer man det en ekstra gang, hvis man vil i teateret, for man kan hurtigt komme af med mange penge for bare to billetter. Hvis man oven i det også lige skal ud at spise en middag, bliver det bare rigtig dyrt. Så det ville være skønt, hvis det var lidt billigere, så folk kunne komme ind og nyde det, for jeg tror, priserne afholder rigtig mange mennesker fra at gå i teateret."
Hvad betyder kultur for dig?
"Kultur er vigtigt, for det er med til at danne os som mennesker. Kultur kan være mange ting, lige fra teater til fotoudstilling og arkitektur i vores bybillede. Jeg synes, det er vigtigt, at man sætter pris på den, for den gør os til dem, vi er, både som personer og som nation. Det skal vi give videre til vores børn, så de lærer at sætte pris på for eksempel at gå i teateret og på museum."
bagsiden@k.dk