Michael Ehrenreich |
1. november 2010
Midtvejsvalget vil vise amerikanernes vrede under krisen
I lyset af de bevægende måneder i vinteren 2008-2009, hvor Barack Obama først vandt det amerikanske præsidentvalg og siden blev indsat i embedet, mens hele verden så til med tilbageholdt åndedræt, er det forbløffende, hvor hurtigt og hvor meget stemningen er skiftet i USA.
Går det, som meningsmålingerne spår, vil præsidenten og hans allierede i det demokratiske parti blive tildelt en vælgerlussing af de helt store ved midtvejsvalget i morgen til Kongressen og en stribe guvernørembeder. Republikanerne vil gå meget markant frem.
Det er er ikke helt fair. Obama og demokraterne har gennemført et omfattende reformprogram, der savner sidestykke i amerikansk politik i de seneste 25 år. Imens har republikanerne koncentreret sig om at føre benhård oppositionspolitik med afvisning af alle udspil fra Det Hvide Hus.
Særligt de store økonomiske hjælpepakker skiller sig ud. Var de ikke blevet vedtaget, og havde Obama ikke stillet sig i spidsen for et internationalt samarbejde om at modvirke finanskrisen, som han fik i arv fra sin forgænger, havde den globale økonomi set endnu værre ud.
Der er siden gennemført en finansreform, der skal forhindre gentagelser. Sundheds-reformen, der har været en demokratisk mærkesag i årtier, vil blive stående som en landvinding på linje med de store sociale reformer i 1930?erne og 1960?erne.
Alligevel er mange amerikanere vrede. Fra det demokratiske partis venstrefløj anklages Obama og partiledelsen for at være for føjelig over for oppositionen og forspilde chancen for ideologiske omlægninger af samfundet. Fra højrefløjen i amerikansk politik beskyldes demokraterne for det modsatte, nemlig at gå for langt i retning af de europæiske velfærdssamfund med høje skatter og en stor offentlig sektor.
Der er udbredt skuffelse over, at krisen ikke er overstået. Arbejdsløsheden, der er på næsten 10 procent, rammer den enkelte langt hårdere end i Europa, og hertil kommer en generel frygt for fremtiden, udløst af faldende huspriser, tab af arbejdspladser til udlandet og et stærkt stigende statsunderskud.
Som så ofte før er det "magthaverne i Washington", der får skylden, og siden demokraterne har såvel præsidentembedet som flertallene i begge Kongressens kamre, må partiet stå for skud. Men også mange etablerede politikere i det republikanske parti kritiseres, hvilket har givet luft til den såkaldte Tea Party-bevægelse.
Der er en god portion psykologi i det. Mange amerikanere forstår ikke, eller accepterer ikke, at det har været nødvendigt at undsætte eksempelvis bilfabrikkerne og finanshusene på Wall Street, der udløste krisen. Det opfattes, som om den herskende klasse hjælper hinanden på skatteydernes bekostning.
Men Obama må også påtage sig en del af ansvaret. Han har været for optimistisk i sine meldinger om, hvor hurtigt krisen kunne overstås, og han har uddelegeret for meget til demokraterne i Kongressen med det resultat, at reformerne blev mindre stringente, end de kunne være blevet.
Han er først og fremmest kommet til kort på det område, hvor han viste sig så eminent under valgkampen for to år siden, nemlig i kommunikationen med vælgerne. Det er ikke lykkedes ham at forklare reformerne, så de fremstår som forbedringer for det store flertal, og han har ikke formået at overbevise amerikanerne om, at han kan lede dem til en bedre fremtid.
Præsidentens vigtigste valgløfte om, at han kunne forene landet, er slet ikke blevet opfyldt. USA er i dag så splittet som nogensinde, og Obama bliver nødt til at sætte ind her, hvis han skal kunne genskabe tilliden. Det bliver ikke nogen nem opgave efter det forventede nederlag i morgen.
me
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad