Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Serampore forfaldt, da danskerne forlod den til din ven.
Serampore forfaldt, da danskerne forlod den
Den danske kirkegård, hvor Ole Bie er begravet, ligger lidt tilbagetrukket fra en af Serampores mange smalle gyder. I dag er den som resten af byen i forfald, og flere fattige familier er flyttet ind mellem gravstenene under blå stykker plastic. -- Alle foto på siden: Anna Klitgaard.
Læs også
Fakta
OLE BIE OG SERAMPORE
Ole Bie blev født i Trondheim i Norge den 7. februar 1733. Flere gange under sine 29 år som leder...Læs mere
Læs mere
Emneord for denne artikel
Ved et enestående samarbejde mellem engelske baptister og den danske stat blomstrede kolonien Serampore i Indien. Men da danskerne i 1845 trak sig ud og solgte byen til englænderne, gik den fra at være Danmarks indiske perle til blot at være endnu en flække i det vidtstrakte britiske imperium
Den danske kirke i Serampore i Indien rækker stadig sit grå tårn mod himlen. Bygget under kong Frederik VI blev St. Olafskirken designet, så den engelske guvernør kunne se tårnet fra sit kontor i Barrackpore, men samarbejdet var langtfra altid gnidningsfrit mellem Danmark og briterne. Serampore blev nemlig en succesfuld koloni, hvorfra danskerne i 90 år udskibede varer, hvilket var en torn i øjet på den britiske administration i oplandet omkring, fordi Frederik VI og særligt hans udsendte Ole Bie støttede fire britiske baptister og udviklede byen.
Storslået og smuk. Sådan kalder forfatteren Sunil Kumar Chatterjee danskernes udvikling af byen Serampore 25 kilometer nord for storbyen Kolkata (tidligere Calcutta) i det østlige Indien. Den var fra 1755 til 1845 Danmarks indiske perle, og i de 90 år, som danskernes ophold i Vestbengalen varede, formåede de at forandre en del. Hvad der blot få år før deres ankomst havde været en samling af landsbyer, blev med tiden til en travl handelsby med markeder, kirke, domhus, fængsel og ikke mindst et universitet. Serampore College, som det hedder i dag, var dengang Danmarks tredje universitet efter København og Kiel og det første i Asien, og det var med til at sætte byen på verdenskortet.
Annonce
I dag er det dog noget af det eneste, der stadig trækker folk udefra til Serampore. Byen er godt nok forbundet med millionbyen Kolkata med både veje, jernbane og floden Hooghly, men ellers er byen i forfald. Mudrede gyder med åbne kloakker, bunker af affald og løsgående køer forbinder den lille plads, hvor den tidligere så storslåede danske kirke stadig ligger. I dag er den lukket på grund af nedstyrtningsfare, og det eneste, der synes at blomstre i gaderne omkring, er de mange røde flag med hammer og segl, der hænger fra huse og butikker. Som i resten af det fattige Vestbengalen står kommunistpartiet stærkt, og de har ingen interesse i at huske tilbage på en fortid som koloni.
Storslået og smuk. Sådan kalder forfatteren Sunil Kumar Chatterjee danskernes udvikling af byen Serampore 25 kilometer nord for storbyen Kolkata (tidligere Calcutta) i det østlige Indien. Den var fra 1755 til 1845 Danmarks indiske perle, og i de 90 år, som danskernes ophold i Vestbengalen varede, formåede de at forandre en del. Hvad der blot få år før deres ankomst havde været en samling af landsbyer, blev med tiden til en travl handelsby med markeder, kirke, domhus, fængsel og ikke mindst et universitet. Serampore College, som det hedder i dag, var dengang Danmarks tredje universitet efter København og Kiel og det første i Asien, og det var med til at sætte byen på verdenskortet.
Dog er det ikke kommunisterne, der er skyld i Serampores forfald. Nedturen begyndte allerede i Frederiksnagore, som byen hed under danskernes tid, da kolonien i 1845 gik fra at være hovedfokus i de danske udlandsdrømme til at være en flække i det vidtstrakte britiske imperium. Danmark havde ellers kæmpet længe og indædt for at skabe denne handelsstation i Indien.
Allerede i 1616 grundlagde Christian IV Ostindisk Kompagni, og to år efter satte de første skibe ud for at finde et egnet sted at starte en koloni. Tranquebar (i dag Tharangambadi) og fortet Dansborg på den indiske østkyst blev resultatet i 1620, og få år senere begyndte handelsskibe at fragte varer hjem. Men kongen ville have mere. Fra andre europæiske lande vidste danskerne, at det østlige Indien var et godt sted at handle. Derfor var det i området omkring Hooghly-floden, at de helt op til 1750?erne forgæves forsøgte at købe jord af de lokale guvernører. Med fransk hjælp lykkedes det dog ifølge Sunil Kumar Chatterjee i 1755 at leje 225 hektar, og straks begyndte den indbringende handel.
For at styre den voksende by, sendte Frederik VI i 1776 oberst Ole Bie til In- dien. Herfra skulle han forhandle med de lokale indiske ledere og ikke mindst briterne, som i stadig højere grad ejede al jorden omkring Serampore. Og Ole Bie var nok den rigtige mand til jobbet, mener Sunil Kumar Chatterjee, der er forfatter til bogen "William Carey and Serampore", for selvom han var lille af vækst, så bøjede han sig ikke for briterne.
"Serampore var forsvarsløs, og det vidste Ole Bie. Alligevel tog han mange og lange verbale kampe med den britiske guvernør, general Warren Hastings i Calcutta, for at forsvare den danske konges territorium og Serampores rettigheder. Det huskes stadig i dag."
En af de ting, som de to herrer diskuterede meget, var den britiske baptist William Carey. Han var i 1793 rejst fra landsbyen Moulton i det centrale England til Indien for at missionere.
Men det forbød den britiske administration i Indien, og derfor endte han sammen med tre andre missionærer i Serampore i 1799. Den britiske guvernør forlangte omgående, at danskerne skulle udlevere de fire mænd, men Ole Bie intervenerede, og igennem forhandling fik han briternes accept af, at de kunne blive på dansk jord. I løbet af kort tid oversatte missionærerne Det Nye Testamente til bengali, etablerede en trykkevirksomhed og begyndte at udgive magasiner.
Serampore-missionen, som de af eftertiden blev kaldt, med William Carey i spidsen blev sammen med Ole Bie de aktører, som kom til at forme kolonien. Ud over at bygge kirken i byens midte grundlagde de også med den danske regents velsignelse et universitet, Asiens første og Danmarks tredje, som stadig ligger ved Hooghly-flodens bred. Her viser Dipti Rani Gine, der er bibliotekar på Carey Research Center and Museum, der ligger på campus, stolt brevet fra Frederik VI frem, som gør læreanstalten til et universitet.
"Hvis det ikke var for den danske støtte dengang, så ville William Carey aldrig have oprettet universitetet. Det var et succesfuldt samarbejde mellem britiske baptister og danske kræfter, som gjorde det muligt. Selv i dag har vi gode forbindelser til Danmark, men vi vil gerne have flere ressourcer til at forske i kolonitiden, for der er kun få bygninger tilbage her i dag," siger Dipti Rani Gine.
Ole Bie efterlod sig da heller ikke meget andet end en gravsten på den danske kirkegård i byen, da han døde i 1805. Kirken, hvis byggeri han i 1800 havde sat i gang, stod endnu ufærdig, og hospitalet og universitetet var stadig kun en tanke. Flere gange havde briterne, som de storpolitiske bølger i Europa gik højt, overtaget Serampore, og i 1845 var det endelig slut. Danskerne solgte kolonien, og briterne indlemmede den i det enorme imperium.
På trods af grundlæggelsen af en jernbaneforbindelse til Calcutta i 1854 genvandt den lille by ved Hooghly aldrig igen sin tidligere storhed. Overskygget af millionbyen mod syd og større britiske markeder i området havde den ikke en chance og gled med tiden hen i glemslen.
For William Carey og universitetet betød det hårde tider. Skønt Frederik VI i overdragelsesdokumentet til briterne specifikt havde nævnt universitetet, fik det ikke meget økonomisk støtte. I dag står det dog stadig stort og mægtigt ved Hooghly-flodens bred, og selvom malingen skaller, og fugten fra årets monsun har bidt sig godt fast, så er det i bedre stand end byen. Serampore er i dag en by med jordede gyder og stinkende bunker af affald. Sort, råddent vand står i de åbne kloakker, som hunde og geder drikker af, og meget lidt grønt giver farve til byen.
De ledige grunde, der er, som for eksempel den danske kirkegård, er i dag hjem for fattige i plastichuse, og paan-sælgere, cykelreparatører og skomagere synes at være de eneste butikker, der kan overleve her. For langt de fleste rejsende i de tog, der hvert kvarter kommer fra Kolkata, er byen da også bare et ligegyldigt stop. Kun få her så vel som udenfor er i dag bevidste om den danske fortid og historie, for de stadig tydelige bogstaver og tal på Ole Bies kirke på byens plads forstås kun af meget få. Kun for en håndfuld lærere på Serampore College er de et vigtigt minde om, hvorfor Serampore overhovedet er på landkortet, og hvorfor universitetet som et af de få i Indien tilbyder studerende en bacheloruddannelse i teologi.
historie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
