Kan man tilgive Wagner?

DER ER FOR TIDEN ordentlig gang i beskyldningerne for antisemitisme i danske medier. Det går mest ud over Søren Kierkegaard, men SF?eren Anne Grete Holmsgaard har også fået en del flak.

Som det vil være Kristeligt Dagblads læsere bekendt, står og falder det for Kierkegaards vedkommende med, om manden i det hele taget kunne være antisemit, når fænomenet endnu ikke fandtes på hans tid. Den logik ser ikke ud til at hjælpe komponisten Richard Wagner, uanset at han bare var 17 dage yngre end Kierkegaard.

Wagner offentliggjorde i 1850 artiklen "Das Juden- thum in der Musik", ganske vist under pseudonym, og så var sagen klar.

Søndag aften blev den historie opdateret på DR K i en svenskproduceret udsendelse, hvor komponisten ikke blot påstodes at have lagt grunden til nazismen – hans operaer var "nazismens soundtrack", hed det – men også til jazzmusikken. Det sidste turde være en tynd påstand.

Udsendelsen var præget af svensk berøringsangst og politisk korrekthed vis-a-vis slige emner og pegede nervøst i 117 retninger. Der var et par løsrevne sætninger af Wagner-efterkommeren Gottfried Wagner, som ifølge studieværten anser komponisten for en "skitstövel", et populært svensk skældsord. Så var der lidt om et svensk heavy metal-band, som bruger Wagner i deres musik og støtter Sverige demokraterne. Så passer pengene perfekt ud fra svensk korrekthed. Hvorfor er svenskerne blevet så dydige og velkæmmede på dette felt? Svaret må nok søges dels i dårlig samvittighed over en uheroisk neutralitet under Anden Verdenskrig, dels i det faktum, at nazismen havde så vældigt tag i svenskerne i 1930?erne. Der er ting at sone.