En domstol med magt

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i løbet af de seneste 10 år fået en bemærkelsesværdig magt på det religiøse og kirkelige område. Stor opsigt har det allerede vakt, at domstolen har taget stilling til, om der kan hænge krucifikser på offentlige skoler i Italien. Adskillige juraprofessorer har advaret om, at hvis den beslutning tænkes ud i sin yderste konsekvens, så er også korsene i mange af de nationale flag såsom Dannebrog i fare. Nu lægger to andre afgørelser fra menneskerettighedsdomstolen så også linjen på det religiøse og kirkelige arbejdsmarked. Fremover gør alle trossamfund i de 47 lande, som hører under Europarådet, klogt i at lave en skriftlig politik om, hvilke job der knytter sig særlige religiøse standarder til. For hvis trossamfundene ikke har meldt klart ud til de ansatte fra begyndelsen om særlige etiske krav eller forventninger, så falder hammeren i fyringssager eller andre tvister om ansættelsesforholdet.

Rene linjer og klare aftaler kan ingen jo have noget imod. Ansatte i religiøse organisationer har naturligvis ret til en fair behandling og ordentlige arbejdsforhold – ikke mindst i et land som Tyskland, hvor kirkerne driver nogle af landets allerstørste arbejdspladser. At de grundlæggende menneskerettigheder skal holdes i hævd, kan der heller ikke herske tvivl om: Det er en naturlig del af enhver demokratisk samfundsopbygning. Ikke desto mindre kan der være grund til at følge afgørelserne i de ofte meget komplekse, meget personlige og etisk svære retssager ganske nøje. Især i de kommende måneder, hvor fire andre stridsspørgsmål om ret og tro som omtalt i dagens avis er på vej igennem de juridiske systemer i Strasbourg. "Menneskerettighedsdomstolen bliver politisk, og den har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden frem for at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder," udtalte kirkeminister og cand.jur. Birthe Rønn Hornbech (V), da krucifiks- og Dannebrogs-debatten var på sit højeste. Hun tilføjede, at hun var bange for, at domstolen af samme grund var "på vej til at ophæve sig selv".