Morten Thomsen Højsgaard |
3. november 2010
Stadig flere afgørelser i Strasbourg om tro kalder på debat
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i løbet af de seneste 10 år fået en bemærkelsesværdig magt på det religiøse og kirkelige område. Stor opsigt har det allerede vakt, at domstolen har taget stilling til, om der kan hænge krucifikser på offentlige skoler i Italien. Adskillige juraprofessorer har advaret om, at hvis den beslutning tænkes ud i sin yderste konsekvens, så er også korsene i mange af de nationale flag såsom Dannebrog i fare. Nu lægger to andre afgørelser fra menneskerettighedsdomstolen så også linjen på det religiøse og kirkelige arbejdsmarked. Fremover gør alle trossamfund i de 47 lande, som hører under Europarådet, klogt i at lave en skriftlig politik om, hvilke job der knytter sig særlige religiøse standarder til. For hvis trossamfundene ikke har meldt klart ud til de ansatte fra begyndelsen om særlige etiske krav eller forventninger, så falder hammeren i fyringssager eller andre tvister om ansættelsesforholdet.
Rene linjer og klare aftaler kan ingen jo have noget imod. Ansatte i religiøse organisationer har naturligvis ret til en fair behandling og ordentlige arbejdsforhold – ikke mindst i et land som Tyskland, hvor kirkerne driver nogle af landets allerstørste arbejdspladser. At de grundlæggende menneskerettigheder skal holdes i hævd, kan der heller ikke herske tvivl om: Det er en naturlig del af enhver demokratisk samfundsopbygning. Ikke desto mindre kan der være grund til at følge afgørelserne i de ofte meget komplekse, meget personlige og etisk svære retssager ganske nøje. Især i de kommende måneder, hvor fire andre stridsspørgsmål om ret og tro som omtalt i dagens avis er på vej igennem de juridiske systemer i Strasbourg. "Menneskerettighedsdomstolen bliver politisk, og den har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden frem for at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder," udtalte kirkeminister og cand.jur. Birthe Rønn Hornbech (V), da krucifiks- og Dannebrogs-debatten var på sit højeste. Hun tilføjede, at hun var bange for, at domstolen af samme grund var "på vej til at ophæve sig selv".
Nu er der naturligvis flere principielle forskelle mellem krucifiks-sagen og den nye strøm af sager om gyldigheden af religiøse krav i forskellige ansættelsesforhold. Men behovet for debat og eftertanke er ikke mindre væsentligt. For med sine stadig flere afgørelser inden for det religiøse felt påtager domstolen sig alt andet lige en ny og vigtig rolle også som religiøs overdommer.Heldigvis udtrykker de seneste to domme en langt større forståelse for den religiøse virkelighed, end krucifiks-dommen gjorde. Men ikke desto mindre laver juristerne altså nu undersøgelser og skøn, der rækker helt ind i hjertet af kirkernes teologi. Og man må også forestille sig, at domstolens afgørelser nu ydermere vil sætte en hel bunke af religiøst udviklings- og papirarbejde i gang. Er det virkelig en tilgang og en udvikling, som er ønskelig, og hvor fører den hen? En god, gammel luthersk kongstanke er, at både samfundet og kirken fungerer bedst, når der er forskel på de verdslige myndigheder og den åndelige magt. To-regimente-læren kaldes den. Den sondring er nu under pres. Men juristerne i Strasbourg gør klogt i at huske på, at de kan ødelægge deres eget fundament, hvis de påtager sig en åndelig funktion.
mth
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad