Er det ikke begrebsforvirring når man påstår at kristendommen har "mere eller mindre udtalt antisemitisk disposition"?

Jeg mener at vide at Jesus og alle de tidligste kristne var jøder. Det lader desuden til at de kristne i det første århundrede hverken undgik eller så ned på jøderne her hvor jeg bor (Antiochia ad Orontem). Tværtimod - hvis man skal tro Paulus (Galaterbrevet) - var der ikkejødiske kristne der prøvede at gøre jødiske kristne tilpas.

Problemet opstod senere. Så kan man jo altid diskutere om de antisemitiske kristne repræsenterede/repræsenterer kristendommen.

mvh

Jørgen Christenswen-Ernst

Modsætningen mellem kristne og tempeltro jøder er meget tidlig og godt bevidnet i NT. Konflikten er så gammel, at den er fra før, de kristne fik det navn, de har haft siden:
"Men Saulus, der stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple, gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, mænd eller kvinder, som holdt sig til "vejen", da kunne føre dem bundne til Jerusalem." (Acta 9,1-2).
Antisemitter har altid kunnet støtte sig på evangelierne, når de sagde, at jøderne selv havde bedt om det som med fællesskabets råb, da Pilatus vasker sine hænder:
"Hans blod komme over os og vore børn!" (Matthæus 27,25). Så selv om evangeliernes billede af Pilatus er løgn og latin ( bortset fra smutteren i Lukas 13,1), så er deres jødehad det ikke.







Jørgen Christensen-Ernst skrev:

Den massive foromtale af en bog, som så få har set, har næppe gavnet nogen, men den er dog ikke uden en vis gevinst for folk med sans for farcer.
F.eks. henvisningen til Kierkegaards jødiske sekretær som begrundelse for, at man da ikke vil kunne kalde Kierkegaard antisemit.
Goebbels var elev og en stor beundrer af den jødiske litteraturforsker Friedrich Gundolf (forfatteren til "Shakespeare und der deutsche Geist" og et fremtrædende medlem af George-kredsen, indtil George fik ham fortrængt, ikke fordi George var antisemit endsige nazist, men en jaloux homoseksuel). Men det kan da ikke være nogen grund til ikke at kalde Goebbels antisemit.
Derimod er der ikke tvivl om, at Shakespeare var antisemit. Det er en meget ubekvem sandhed om en digter, der har givet os så meget. I dag har engelske kritikere så forsøgt at komme uden om problemet ved at tale om Shakespeares semitisme. Men som Shakespeare selv sagde, "What`s in a word?", og hans brutalitet over for Shylock bliver da heller ikke mindre af, at man retter sprogbrugen lidt til.

Jeg er - efter de fremlagte dokumenter - ikke i tvivl om, at Kiekegaard var antisemit. Nu venter vi så på beviserne.

Men jeg spørger mig selv, hvor vigtigt Kierkegaards syn på jødedommen, er for en vurdering af hans forfatterskab.

Jeg er bestemt ikke antisemit.
Men jeg har da ikke blacklistet store kunstnere / forfattere, der har været det.

Skulle jeg f.ex. fravælge hele Richard Wagners scenetekst og -musik, fordi han var på kant med jøderne?

Aldrig.

Richard Wagner fik ovenikøbet den uønskede dobbeltfunktion også at være inspirationskilde for Hitlers og 3. riges tankegang. Wagner døde i 1888. Hitler kom til magten i 1933.

Kierkegaard er en af dansk histories største tænkere.
Bliver hans hovedværker af mindre værdi, fordi han havde et problematisk forhold til jødedommen?

Spørger I mig, er svaret nej.

Snedsted spørger i sin kommentar om, hvor vigtigt det egentlig er at belyse Kierkegaards antisemitisme. Umiddelbart ville jeg - og før denne debat tog sin begyndelse - have samme opfattelse som Snedsted. Når jeg har læst Ezra Pound, har det ikke mindsket min glæde ved hans digte, at han også sagde meget dumme ting om jøderne. ( Det ærgrede mig mere, at han, da han efter krigen trak disse udtalelser tilbage, kaldte dem "stupid, suburban views", for hvorfor kunne han ikke bare sige undskyld, men skulle absolut fornærme småborgerlige mennesker i samme åndedræt?).
Men den hysteriske forreaktion på Tudvads bog har ændret min opfattelse.
For det første drejer Kierkegaards antisemitisme sig ikke kun om nogle private griller, men får også betydning for udformningen af Kierkegaards senere teologi, så vidt man kan dømme efter de udtalelser, der allerede er kommet fra forfatteren. Dog må den side af sagen vente til nogle flere har haft mulighed for at læse bogen.
Men hysteriet omkring Tudvads ukendte skrift afslører, at der er noget mere på færde end forholdet mellem en dansker i eksil - en veritabel jøde, skulle man tro - og det teologiske establishment.
Der har siden det første århundrede eksisteret en gennemgående og uforbederlig atisemitisme i Vesten eller i kristenheden. Det giver sig selv. Samspillet mellem jødedom og urkirken på baggrund af en fremmed statsmagt, som de to religioner stod i et uens forhold til, var i sin natur så betændt og hadpræget, at jødehad var en uundgåelig følge. Dette jødehad - jeg vælger dette ord, da nogle finder antisemitisme anakronistisk - er de facto et bærende element i europæisk kulturs selvforståelse op til begyndelsen af det 19. århundrede. Desværre er jødehadet i Vesten ikke særligt godt belyst, vel især fordi det er så præget af skyld og skam. Vi kan lægge råbet fra Mattæus, "Hans blod komme over os og vore børn", ved siden af billederne fra kz-lejrene og kan så ikke længere affeje den tyske katastrofe som et isoleret tysk problem, men må se den som en del af en større helhed eller det, som Jacques Delors i et ubevogtet øjeblik kaldte "Europas sjæl".
Den skandaløse foromtale af Peter Tudvads bog må have to konsekvenser.
For det første en mere omfattende og populær belysning af jødehadet som et kulturbærende element i Vesten fra urkirken og til i dag.
Og for det andet en undersøgelse af den stærke fortrængning af jødehadet i både Danmark og Europa, der har fundet sted i det sidste halve århundrede. Det er nok at tage fat på.

I grundlovens § 77 - forøvrigt mit militærnum-
mer - kan læses: "Enhver er berettiget til på
tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine
tanker, dog under ansvar for domstolene.
Censur og andre forebyggende forholdsregler kan
ingensinde påny indføres."
Ifølge denne paragraf skal Peter Tudvad kunne
offentliggøre sin bog "Stadier på antisemitis-
mens vej - Søren Kierkegaard og jøderne", uden
at blive forfulgt af andre end domstolene.
Jeg tror ikke, at Peter Tudvad er blevet eller
vil blive forfulgt af domstolene.
Medens de medieprofessionelles heftige debat -
ifølge Peter Tudvads kronik i Kristeligt Dag-
blad - er begyndt - en nu igangværende - "dom-
stolsproces", som de medieprofessionelle så of-
te har ført før.
Der findes en rase, som altså kaldes de medie-
professionelle, der "lever" af at angribe andre
for deres meninger, og dermed gang på gang dan-
ner domstole, såsnart de medieprofessionelle
lugter guld.
De stammer ikke fra grækerne, fordi den rase
holder grundloven, men må være af den jødisk/
romerske rase, der jo kendes for, at være glad
for deres gamle gud - guldkalven - fra Ægypten.
Mon Peter Tudvad overlever angrebene eller dør
han i alle de kommende slag, som han skal igen-
nem i sin kamp for det såkaldte daglige brød.
Gud, og ikke kemikalierne, bestemmer hans skæb-
ne, men så gammel som Metusalem bliver han ikke.