Selvom det er en nyskabelse i Tyskland, at landet i dag får deres første kvindelige rabbiner i over 60 år, er det udbredt i resten af verden, forklarer ekspert i jødedom
I dag bliver Tysklands første kvindelige rabbiner udnævnt siden Anden Verdenskrig. Det skriver den tyske radio- og tv-station
Norddeutscher Rundfunk på deres hjemmeside.
Den tyske præsident Christian Wulff og 30 rabbinere af begge køn kommer fra hele verden for at deltage i udnævnelsen af den ukrainsk-fødte Alina Treiger. For hun er ikke alene om at være kvinde og rabbiner, forklarer Heidi Laura, der er journalist og cand.phil. og ph.d. i Jødiske studier og hebraisk.
”Det er blevet meget udbredt i alle de nyere fraktioner af jødisk religion. I den liberale og reformerte jødedom er det helt almindeligt, der vil jeg tro, at man er på vej til en fifty-fifty-fordeling, og nu er man også begyndt at åbne op for kvindelige ortodokse rabbinere,” siger hun.
Selv har Alina Treiger dog oplevet en vis skepsis omkring sit valg af profession.
“Når jeg sagde, at jeg ville være rabbiner, har folks reaktioner ofte forskrækket mig. De kan ikke forestille sig, at en kvinde er i stand til at tage etiske og religiøse beslutninger i en menighed og forkynde for dem,” siger Alina Treiger ifølge den britiske avis
The Guardian.
Tyskland har kun haft en kvindelig rabbiner før Alina Treiger. I 1935 blev Regina Jonas ordineret af en liberal rabbiner. Regina Jonas omkom dog i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig.
Men selvom det er længere tid siden, at Tyskland sidste havde en kvindelig rabbiner, er hun ikke glemt.
”Jeg beundrer hende for hendes mod. Hun levede i en meget svær tid, og hun kæmpede for en drøm i et jødisk samfund, der fandt det svært at acceptere lærde kvinder. Jeg værdsætter, at hun åbnede en dør for mig,” siger Alina Treiger, der skal være rabbiner i en liberal jødisk menighed i Oldenburg i det vestlige Tyskland.
De liberale uddannelsessteder for rabbinere forsvandt under Holocaust. Og først i 1999 åbnede der et seminarium i Potsdam, hvor en ny gruppe kvindelige rabbinere i 2010 færdiggør deres uddannelse. Dermed forventes det, at Alina Treiger snart vil få flere kvindelige kollegaer.