Jeg vil give mine værdier videre

Winnie og Sigurd Barrett er enige om, at man gør sine børn en tjeneste ved at lære dem at sige tak og hilse på. Ja, alt det man under ét kunne kalde for gamle dyder. Børnene skal ikke underlægges et høflighedstyranni, men på den anden side er det en del af en god børnekultur at skabe et rum, hvor der er plads til alle.

Det er første gang, han skriver en bog til voksne, og det har krævet seks gennemskrivninger at finde den rette tone i bogen.

"Først skrev jeg en udgave, hvor jeg i den grad svingede pegefingeren, men det er slet ikke mig at være kategorisk i mine udmeldinger. Jo ældre jeg bliver, jo sværere synes jeg det bliver med firkantede holdninger. Men for et par år siden havde Winnie og jeg en dyb samtale, hvor hun spurgte mig, hvad mine værdier egentlig var. Det spørgsmål blev jeg rigtig glad for. Det er måske ikke helt let at svare på det, men du risikerer at blive meget usikker som forælder, hvis du ikke kan redegøre for dine værdier," siger han.

"Grundlæggende tager jeg hver dag som en gave. Jeg tror på det bedste i mennesket. Man kan kalde mig naiv, men jeg synes sjældent, jeg bliver skuffet. Naturligvis er der masser af ondskab i verden, men man kommer langt, hvis man møder verden med godhed og tillid. Det prøver jeg at give videre til børnene. De skal have tillid til livet. Der kan være en tendens til, at vi pakker vores børn for meget ind. De skal opfordres til at turde springe ud fra vippen. ?Frihed under ansvar? lyder som en slidt parole, men det er stadig en vigtig værdi for os her i familien," siger han.

Når Sigurd Barret tænker tilbage på sin egen opvækst, er der grundlæggende tre ting, som han har fået med sig fra barndomshjemmet i Viborg. De ting vil han også gerne række videre til flokken i villaen i Valby.

"Det er først og fremmest den ubetingede kærlighed fra min mor og far. Fra min far har jeg fået glæden ved musikken, og min mor har åbnet troens verdens for mig. At rollerne mellem dem var fordelt på den måde, er jeg først blevet klar over gennem arbejdet med bogen."

Spørgsmålet om værdier i familien er også et spørgsmål om det, han kalder sam-værsværdierne. Nærvær en vigtig værdi for Sigurd Barrett. Når man som ham ikke har faste arbejdstider, er det nødvendigt at sætte regler op for, hvordan man bruger mobiltelefonen, så børnene ikke oplever en far, der har så travlt, at han overser dem, som står ham nærmest. Man leder for eksempel også forgæves efter et fjernsyn i hjemmet. Familien har aldrig haft et tv.

"Et tv har det med at suge al opmærksomhed. Nu kan børnene sidde i stuen og lave lektier, gå på nettet, og du og jeg kan tale sammen. Hvis vi havde haft et tv i stuen, ville det have skabt en hel anderledes dynamik, hvor livet blev levet ud fra tv?et," siger han.

Men på den anden side er han ikke kulturforskrækket og anerkender den fællesskabsoplevelse, som kan være foran tv-skærmen. Hver fredag klokken 17 bliver sækkestole og madrasser slæbt frem, og de henter en lille computerskærm ind i stuen, og så er der dømt tv-kigning fra børnetime til "Disney Sjov" og et af tv-kanalernes underholdningsprogrammer. Og der bliver spist både slik og chips, og børnene vælger menuen. Søndag efter aftensmad kommer den lille skærm ind i stuen igen, for i øjeblikket er familien i gang med at se "Matador". Forældrene blev enige om, at den serie skulle børnene se, fordi den er fælles referenceramme i dansk kultur og tegner et godt historisk tidsbillede.

"I dag ved aftensbordet talte vi om, hvilke af karaktererne fra "Matador", børnene syntes bedst om. De fleste kunne bedst lide Elisabeth Friis, som er Maude Varnæs? ugifte søster. Vi talte om, hvad det var ved hende, som de satte pris på, og drøftede, om Mads Skjern virkelig kun var en kølig forretningsmand. Et af børnene mente, at han måtte have en sød side, for ellers kunne han ikke have forelsket sig i Ingeborg. Det er vigtigt for mig, at børnene får et sprog for deres værdier. Den snak opstod helt spontant, men den hjælper dem til at sætte ord på, hvad der betyder noget for dem," siger han.

Foruden "Matador" hører Grundtvig og H.C. Andersen også med til den kulturelle kanon hjemme hos familien. H.C. Andersen møder de gennem hans eventyr, men samtidig har Barrett taget digteren til sig i en sådan grad, at børnene ikke bliver overrasket, når to kaffekopper indleder en filosofisk dialog, eller hvis muslingskallerne på sofabordet kommer op at toppes med knivmuslingen.

Grundtvig møder børnene mere indirekte gennem de mærker, hans tænkning har sat i Sigurd Barrett. Efter gymnasiet rejste han til Als, hvor han var elev på den nu nedlagte Danebod Højskole. Her blev han introduceret til både Grundtvig og Løgstrup og spekulerede på, hvorfor han mon var til.

"Jeg har mange værdier med fra Grundtvigs tænkning. Jeg tror, at vi skal bygge i flok, og at vi udvikler os bedst som mennesker, når vi indgår i fællesskaber. Min gymnasietid var tre benhårde år, hvor jeg knoklede for at få en flot studentereksamen. Nu kom jeg til et sted, hvor jeg lærte, at det vigtigste ikke var at gøre, men at være. Det har jeg taget til mig. Når mine børn kommer hjem fra skole, så spørger jeg først, hvordan de har haft det, og siden, hvad de har lavet," siger han.

Tidligere på året udkom Sigurd Barretts børnebibel, og han var efterfølgende på turné til en lang række kirker. Ligesom han her var med til at åbne den kristne fortælling for mange børn, vil han gerne række ikke alene fortællingen, men også den kristne tro videre til sine egne børn, som for eksempel bliver puttet med et fadervor.

"Troen som en levende virkelighed vil jeg gerne give videre. Men ideologisk går jeg ind for religionsfrihed. Du kan præsentere dit barn for en religiøs overbevisning, men valget bliver barnets," siger han og fortæller, hvordan hans ældste barn valgte konfirmationen fra.

"Det var jeg da naturligvis ked af. Vi talte meget om det, og han havde en fin og moden begrundelse for sit valg. Han mente ikke, at hans gudsforhold skulle være et offentligt anliggende, men at både hans tro og tvivl hørte til i et privat rum mellem ham og Gud," siger Sigurd Barrett.

Når man vil give sin børn det bedste, sådan som Sigurd Barrett skriver i bogen, så bliver idealerne selvsagt høje. Men alene ved at være storfamilie mener Sigurd Barrett, at børnene får meget med. Selv voksede han op som enebarn, og derfor har han altid ønsket sig en søskendeflok. Værdien af at leve i fællesskab er noget af det, han gerne vil række videre.

"I vores samfund har vi alt for mange individualister i ordets dårligste betydning. Hvert enkelt barn skal ses som det barn, det nu er, men ved at indgå i en flok lærer man også, at verden ikke går under, selvom man må ændre på sine planer af hensyn til fællesskabet," siger han.

Idealerne for samværskulturen er høje hjemme hos familien Barrett. I bogen beskriver han, hvordan familien har begrebet "familietid", som betyder, at alle syv skal rydde deres kalender og gøre noget sammen, og så er der "børnetid". Det er stunder, hvor forældrene gør noget med nogle af børnene. Men hvordan får familien hverdagen til at hænge sammen med de høje idealer?

"Nogle gange er svaret, at tingene ikke hænger sammen for os. Vi kan være ved at drukne i sedler fra skolen. Forleden var jeg for eksempel alene hjemme med børnene og skulle samtidig til tre forældremøder, som lå på samme tid. Vi kan have perioder med al for lidt kommunikation, og så ender det med, at jeg går frustreret rundt, og Winnie sætter sig og græder. Men gennem planlægning og ved at vise vores børn tillid kan meget fungere, og så har børnene en fantastisk mormor, som ofte træder til og hjælper," siger Sigurd Barrett.

nygaard@k.dk